En dagligstue for alle
IMG_0856.jpg
30 gæster var mødt op i Sognets Dagligstue på Hedegrænsen for at høre mere om hjerterstarter og hjertemassage, da Folkebladet besøgte stedet. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. På Hedegrænsen i Vesterled holder Sognets Dagligstue til. Et tilbud til alle, der har lyst til at være sammen med andre

Midt i Vesterled ligger et hus.
Her holder Sognets Dagligstue til; et sted, hvor man mandag til fredag kan kigge ind for at strikke, spille banko, petanque, synge, deltage i kortklub og bogklub eller høre foredrag om alverdens emner.
Elle man kan det, som ligger under alt det andet som et gennemgående tema, nemlig få sig en kop kaffe og en snak med de andre, der kommer.
– Meningen er, at det skal være et samlingssted, et sted hvor man kan komme og have det rart sammen med andre, siger Lisbeth Christensen, sognepræst ved Brøndbyvester Kirke.
Sognets dagligstue har eksisteret i 17 år, og selvom det til tider har været hårdt at få det hele til at hænge sammen, så er det lykkedes, fortæller Lisbeth Christensen:
– Man kan vel sige, vi har overlevet på stor velvilje fra Brøndby Kommune og menighedsrådet og så i allerhøjeste grad fra de mange frivillige, der binder det hele sammen. Lige nu er der cirka 25 frivillige, der er med til at holde stedet kørende, og Esther Grønskov, der er daglig leder af Dagligstuen får altid vagtplanen til at hænge sammen, ikke mindst ved selv at tage mange vagter.
Sognets Dagligstue, der holder til på Hedegrænsen 2A, er således gennem årene blevet et naturligt samlingssted i lokalområdet.

Fuldt hus
Det er tirsdag eftermiddag, og Folkebladet har inviteret sig selv på besøg i Sognets Dagligstue.
Rundt ved bordene begynder folk at tage plads. Der er dækket op med kaffe og kage.
– Velkommen til. Det er godt at se dig.
Lisbeth Christensen står i gangen og tager imod, efterhånden som flere strømmer til. Der bliver rykket sammen ved bordene og hilst på naboer og venner.
En mand stikker hovedet ind:
– Er der fuldt hus?
Lisbeth Christensen stiller sig midt blandt de fremmødte:
– Det er dejligt at se jer alle. Det er jo i grunden et lidt mærkeligt emne, vi skal tale om i dag, for den hjerterstarter, som vi i samarbejde med Brøndby Kommune har fået lov at få hængt op udenfor Dagligstuen, får vi forhåbentlig aldrig brug for. Men skulle det ske, er det rart at vide, hvordan det fungerer.
Lisbeth Christensen giver ordet til dagens oplægsholder der fortæller de 30 fremmødte, hvordan en hjertestarter fungerer, og hvordan man giver hjertemassage.
En dame taler højlydt til sin sidemand.
Der bliver straks tysset på hende. For selvom hyggen er i centrum, gør det ikke noget, man samtidig lærer noget.

Noget særligt
Ingrid har sat sig ud i gangen. Snakken om hjertestarter og hjertemassage kommer for tæt på nogle oplevelser, hun netop har haft i sit eget liv.
– Jeg bor i Brøndby Strand, men kommer her en-to gange om ugen. Der sker altid noget, og det kan jeg godt lide.
Ingrid kommer også ofte til gudstjeneste i Brøndbyvester Kirke, hvor hun også gør en stor indsats som frivillig medarbejder.
At hun så godt kan lide at være en del af miljøet omkring Brøndbyvester Kirke skyldes ikke mindst Lisbeth Christensen:
– Hun er alletiders. Hun favner bredt, og man kan altid komme til hende.
At aktiviteterne i såvel kirken som i Sognets Dagligstue er kirkeligt funderende aktiviteter har Ingrid det fint med:
– Det kunne sikkert godt foregår andre steder, eller det kunne være andre organisationer, der stod for det. Det ville være ok for mig. Men når det er sagt, så er det her altså et dejligt sted, hvor det er rart at komme.

Sognets Dagligstue holder til på Hedegrænsen 2A. Der er åben mandag til fredag kl. 13-17.
Man kan se mere om stedet på Brøndbyvester Kirkes hjemmeside www.brondbyvesterkirke.dk og Sognets Dagligstue i Vesterled er også på Facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top