Et løb for rigtige mænd
Rigtige-Mænd-fotos.jpg
Onsdag fandt Rigtige Mænd Løbet sted i Brøndby. Cirka 100 deltagere var med. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Brøndby var en ud af kun fem sjællandske byer, hvor det lykkes at afvikle Rigtige Mænd Løbet i onsdags. Cirka 100 rigtige mænd var med

Der blev løst opgaver, løbet, cyklet, grinet og svedt, da cirka 100 mænd gennemførte Rigtige Mænd Løbet i Brøndby i onsdags ved Brøndby Stadion.
Under holdnavne som Tykke knogler og Der-ud-af! gennemførte mændene i hold på fire eller fem deltagere, og det blev holdet UCN med tilbehør, der løb af med sejren. Holdet bestod af tre lærere fra 10. Klasseskolen og en lærer fra Brøndbyøster Skole.
– Jeg vil give jer deltagere en kæmpe cadeau. I har taget denne udfordring op, selvom I måske dårligt ved, hvad I går ind til. I har fundet holdkammerater. I har meldt jer til og I har måske endda trænet op til det. Det er rigtig godt gået, og det kan I godt være stolte af. Mange kommuner tog imod opfordringen om at afholde et løb for Rigtige Mænd, men det er ikke alle steder, det har kunnet lade sig gøre. Derfor er det ekstra glædeligt, at der i Brøndby var opbakning til, at vi står her i dag og kan skyde løbet i gang. Bevægelse og fællesskab er vigtige dele af Brøndbys DNA, det ser vi også en dag som i dag, lød det fra Kent Max Magelund (S), borgmester, inden han skød løbet i gang kl. 19.

Eneste by på Vestegnen
Til løbet i Brøndby deltog ikke bare lokale mænd, men også tilmeldte fra Gladsaxe, Herlev, Glostrup og Rødovre stod klar til løbsstart, da der ikke var tilmeldte nok til at afvikle løbet i deres egen by. På Vestegnen var Brøndby den eneste by, hvor løbet blev en realitet, og Brøndby var også en ud af kun fem sjællandske byer, hvor det var lykkedes at skabe opbakning nok til at gennemføre arrangementet.
Rigtige Mænd Løbet i Brøndby blev afviklet i tæt samarbejde med Atletikklubben Brøndby og Brøndbyernes Idrætsforening, der også havde arrangeret fællestræning for alle interesserede op til løbet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top