Få styr på hunden
Hund-i-skov1.jpg
Lotte Kande var en af de hundeejere, der sidste år glædede sig til at benytte den nye hundeskov. Vagn Kjær-Hansen (SF) mener, at for få hundeejere, ligesom Lotte Kande, bruger den nye hundeskov. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Sidste år holdt hundeskoven i Brøndby flyttedag. Udvalgsformanden mener dog, at det ikke er gået op for alle, hvor man skal have sin hund i snor

Kommunalbestyrelsen i Brøndby besluttede, at hundeskoven skulle holde flyttedag.
Hundeskoven flyttede således fra Østskoven til et større indhegnet område i Bakkeskoven.
Beslutningen glædede dengang Vagn Kjær-Hansen (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget, der håbede at flytningen vil komme alle til glæde:
– Jeg er glad for den nye hundeskov. Jeg er overbevist om, at den vil være til endnu mere glæde for hundeejerne. Hegnet betyder, at hunde skal være i snor i resten af Bakkeskoven, og det håber jeg, at hundeejerne vil respektere. Der skal også være plads i skoven til dem, som ikke har lyst til at møde løse hunde.

Ikke godt nok
Der er nu gået et halvt år, siden Folkebladet kunne fortælle om flytningen, og Vagn Kjær-Hansen er i dag kritisk overfor, hvorvidt alle hundeejere er opmærksom på flytningen og de ændrede vilkår:
– Der er stadig mange som går med deres hund løs udenfor den nye hundeskov. Det gælder både i Bakkeskoven, Østskoven og Brøndbyskoven. Vores stadsgartner har netop modtaget en mail fra en hundeejer, som skriver at hundelufterne stadig går med deres hunde løs i skovene på begge sider af Brøndbyøstervej. Hendes vurdering er at tre fjerdedele af hundelufterne går med løse hunde udenfor hundeskoven.
Og det er ganske enkelt ikke godt nok, mener Vagn Kjær-Hansen:
– Det er simpelthen ikke i orden. Den gamle hundeskov i Østskoven var dårlig som hundeskov, og netop derfor har jeg kæmpet for en bedre hundeskov i Bakkeskoven, hvor der er åbne områder og godt at være for hunde. Den er nu etableret af kommunen, som ovenikøbet har brugt penge på et hegn, så man trygt kan lade hunden løbe uden at frygte at den ender ude på vejen.
At nogle hundeejere således ikke benytter den nye hundeskov skaber problemer for andre, siger Vagn Kjær-Hansen:
– Der er folk der går i skoven, som er bange for hunde. Der er løbere, som ikke har lyst til at blive jaget af en løs hund. De skal kunne færdes trygt i resten af vores skove. Så kære hundeejere, vis nu lidt hensyn. Sæt snoren på hunden indtil I kommer til hundeskoven. Herinde må de løbe frit. Ellers ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top