Konservative klar til regionsrådsvalget
IMG_3992.jpg
Tommy Wohlers Sørensen er kandidat for De Konservative i Brøndby til valget til Regionsrådet til efteråret. Foto: Privat
BRØNDBY. De Konservative i Brøndby har valgt den kandidat, de vil arbejde for, når der til efteråret skal være valg til regionsrådet. Valget faldt på Tommy Wohlers Sørensen

Forleden blev Tommy Sørensen opstillet på den Konservative liste til valget til regionsrådet til efteråret.
Tommy Sørensen er 53 år og har boet i Brøndby i mange år. Han har tidligere været opstillet til såvel regionsrådsvalget som valget til kommunalbestyrelsen i Brøndby.
Bliver Tommy Wohlers Sørensen valgt, er der særlig et emne, han vil have fokus på:
– I regionsrådet vil jeg særlig have flyttet fokus på det nære sundhedsvæsen. Her tænker jeg på, at vi skal have forbedret lægedækningen. Der er stor mangel på alment praktiserende læger, stort set på hele Vestegnen.
Desuden skal der være fokus på de ældre:
– Der skal være større opmærksomhed på behandlingen af de ældre hospitalspatienter, dels på de langtidsmedicinske afdelinger, hvor overbelægning, ofte gør hospitalsopholdet uværdigt – dels er det vigtigt, at samarbejdet mellem kommune og hospital fungerer optimalt, så patienter, der bliver udskrevet også har en fungerende hjemmepleje at komme hjem til.
De unge skal der imidlertid også være fokus på, mener Tommy Wohlers Sørensen:
– Uddannelse, specielt erhvervsuddannelser skal prioriteres samtidig med at der skabes nye praktikpladser indenfor industri, bygge og anlægsområdet med henblik på at skabe varige arbejdspladser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top