Minderne bliver sunget frem
IMG_0731.jpg
Lis Withøft Larsen, præst i Nygårdskirken, slutter ældresangen af med at synge aftensang for deltagerne. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. En fast del af Nygårdskirkens tilbud er ældresang, et tilbud hvor mennesker med demens kan komme og synge minderne frem

Finn Christensen er ved at rette de sidste stole til i det gule kirkerum. De står i en cirkel rundt om lysgloben. Som alt andet i rummet virker stolene på samme tid slidstærke og solide og flytbare og fleksible.
– Goddaw. En mand med et vildt, hvidt hår og en solid figur træder ind i kirken. Vi er i hjertet af den københavnske Vestegn, men den klare jyske dialekt afslører, at han ikke er født her.
– Goddag, Svend Åge. Finn Christensen, kirketjener i Nygårdskirken, vender sig om og smiler til manden.
– Skal vi have en snaps?
– Kunne du godt tænke dig det, Svend Åge? Jeg tror nu ikke, det bliver til noget i dag.
Døren går op igen, og en mindre gruppe strømmer ind i kirken. En af kvinderne går Finn Christensen i møde, og de tager, en-to-tre, en-to-tre, en lille svingom i midtergangen mellem stolene.
Lis Withøft Larsen, den ene af kirkens to præster, går rundt og hilser på. Der bliver uddelt knus, hun er på navn med alle. Også Finn Christensen har sluppet sin dansepartner og hilser på alle dem, der langsomt har fylder stolene.
Det er tirsdag eftermiddag. Endnu engang har Nygårdskirken i Brøndbyøster inviteret til ældresang og efterfølgende kaffe. Og endnu engang har en håndfuld beboere fra Ældrecenter Nygårds Plads, de fleste med en eller anden form for demens, taget imod invitation til at være sammen om sang, fagter og forsøget på at hente minder fra en hukommelse, der bliver mere og mere kringlet.

Det skaber noget
At Nygårdskirken, en kirke, der gør meget ud af at være en stærk lokal aktør, således tager ansvar for mennesker, der har fået demens, er ifølge Lis Withøft Larsen helt naturligt:
– Det, der sker ved ældresangen, er, at der opstår et ægte fællesskab, og det er godt for alle. Det, vi ser, er, at de bliver så glade, de føler sig i den grad levende.
Under ældresangen taler Lis Withøft Larsen med høj, klar stemme, ligesom hendes fagter og bevægelser kan ses selv fra bagerste stolerække. Men der er der en god grund til:
– Sansestimuleringen er i den grad vigtig. Således er den fysiske kontakt også vigtig, fordi man på den måde bedre kan nå ind til mennesker med demens.
Således sker der ofte det, at ældresangen bevæger folk, fortæller Lis Withøft Larsen:
– Vi oplever, at ældresagen kan forandre folk, fra de kommer til de går. Vi har en deltager, der hver gang sidder i sin egen verden, når vi går i gang. Men i løbet af eftermiddagen, så gør musikken noget ved ham, og det ender ofte med, at han sidder og dirigerer musikken.
Dermed kan musikken, fagterne og fællesskabet skabe adgang til noget, der ellers er forsvundet for de fleste af deltagerne:
– De oplever under ældresangen, at de kan huske. Der sker noget med erindringssansen, som ældresangen altså hjælper på vej.
Ældresangen finder sted et par gange om måneden og følger altid den samme opbygning, så der skabes genkendelighed for deltagerne. Noget af det, der dog skifter, er de forskellige temaer, gudstjenesterne er bundet op på. Således er der et juletema sidst på året, ligesom tiden omkring påske også kan genkendes i ældresangen.
Selvom ældresangen foregår i kirken og er ledet af en præst, så er der ikke et krav om, at man har et bestemt forhold til kirken og kristendommen for at være med, fortæller Lis Withøft Larsen:
– Det er ikke vigtigt, hvorvidt man tidligere har været vant til at gå i kirke eller ikke. Det eneste krav, der faktisk er, at man skal kunne fungere socialt, at man skal kunne være en del af fællesskabet omkring sangen.

Inde bag masken
– Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg har fået maske på, misk, mask, maske på. Kan du gætte, hvem jeg er?
Det har netop været fastelavn, og deltagerne sidder med hver deres maske på. De sangstemmer, der for et kvarter siden lød sagte og famlende, er blevet varme, og minderne fra dengang, deltagerne i ældresangen, var børn og gik rundt og raslede, begynder at melde sig.
– Når vi gik rundt og sang boller op, boller ned, boller i min mave, fik man nogle steder en toøre.
Svend Åge er rejst tilbage til barndommens fastelavnsoplevelser, og sammen med dem melder sig også nogle erindringsglimt fra de ringridningsfester, der også var en del af hans sønderjyske barndom.
– Kan I mærke, at I har en næse? Lis Withøft Larsen har skubbet sin maske op i panden.
– Ja, det kan jeg godt, lyder det bag en maske.
Ældresangen nærmer sig sin afslutning. Lis Withøft Larsen citerer salmen Lille Guds barn, hvad skader sig? Karen, rokker med i takt til præstens ord, og en af de frivillige kommer over og klapper hende blidt på skulderen. De griner til hinanden.

Henter minderne frem
Det er ikke kun i Nygårdskirken, man er glad for tilbuddet. Det er man i den grad også på Ældrecentret Nygårds Plads, fortæller centerleder Marianne Strømsted:
– Vi kan slet ikke få armene ned, for vi oplever i den grad, at det gør noget godt for de beboere, der deltager.
Samarbejdet om ældresang har varet i syv år, og det, der sker, når ældrecenterets beboere tager turen over i kirken, er en blanding af lutter gode elementer:
– Det skaber noget genkendelighed. De kommer over i kirken, synger barndommens sange, og så bliver årstidernes skiften inddraget på en rigtig god måde. Når det for eksempel er efterår, så får de lov til at mærke på bladene og kastanjerne. Det skaber alt sammen glæde, som kan mærkes.
Og så kan medarbejderne noget ganske særligt, mener Marianne Strømsted:
– De er utrolig gode til at skabe en ægte nærhed til beboerne, og så må man ikke glemme, at det hele kun kan hænge sammen, fordi vi har en god gruppe af frivillige, der binder det hele sammen.
Selvom nogle af beboerne ikke kan sætte ord på, hvad ældresangen betyder for dem, er Marianne Strømsted ikke i tvivl om, at alle er glade for at deltage:
– Vi kan simpelthen mærke, at det skaber glæde hos beboerne, også selvom de ikke selv kan formulere det. Så alt i alt må man sige, det i den grad giver mening.

Masser af held
Det er blevet tid til kaffe. Finn Christiansen går rundt og serverer fastelavnsboller til alle. Meget store fastelavnsboller med enorme mængder flødeskum. En dame kan ikke holde begejstringen tilbage. Hun klapper begejstret over udsigten til at skulle indtage denne kaloriebombe. En medarbejder fra Ældrecentret Nygårds Plads hvisker hende i øret:
– Hvor er vi heldige, og så skulle du ikke engang have været med.
– Skulle jeg ikke?
Damen er et stort smil. Der er masser at glæde sig over ved ældresangen.
En af de andre beboere holder et skilt frem. Hun læser adressen op:
– Det var der, jeg boede engang.
– Der bor du nu stadig. Det er adressen på Ældrecentret Nygårds Plads. Medarbejderen klapper damen venligt på armen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top