Nyt ridecenter kommer først til næste år
IMG_2171-002.jpg
Da der var rejsegilde på det nye ridecenter, var meldingen, at det kunne tages i brug efter sommerferien. Men nu bliver det først til næste år. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. For to måneder siden var der rejsegilde på det nye ridecenter. Dengang var det planen, at stedet skulle tages i brug før sommerferien. Nu bliver det først til næste år

Brøndbys nye ridecenter i Ulsøparken er ved at tage form, og byggeriet går efter planen.
Men den planlagte flytning af heste efter sommerferien fra den nuværende rideskole på Lagesminde Allé må udskydes, da man er løbet ind i problemer på grunden, der skal løses først. Terrænet har nemlig givet nogle udfordringer. Dels fordi der er meget vand i området, grundvandet står højt og vandet har svært ved at sive ned i den ler-holdige jord i området. Dels har der vist sig at være mange glasskår på arealets folde, som stammer fra det tidligere gartneri på grunden. Dem har man været opmærksomme på, og de blev i første omgang håndteret ved, at man lagde et muldlag på 20 cm ovenpå jorden og såede græs. Desværre har det ikke forhindret glasskårene i at arbejde sig op til overfladen igen. Det er derfor ikke forsvarligt på nuværende tidspunkt at lukke heste ud i området.
– Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan flytte ind på det nye ridecenter til den planlagte tid, og vi blev da også noget nedslåede, da vi fik overbragt nyheden af kommunen. Men når det er sagt, er vi glade for at problemet med glassene i jorden blev opdaget og løst, før vi flyttede ind med hestene. Af samme årsag er jo ingen af vores elskede heste kommet til skade og det er uden tvivl vores førsteprioritet, siger Sara Lorenzen, daglig leder i Brøndby Ny Rideklub.

Må nyde tiden
For at aflede den megen vand på området vil man justere på de tiltag, der i forvejen er lavet, for at sikre vandafledning på grunden. Der er blandt andet gravet såkaldte LAR-grøfter, der skal opsamle vandet.
En endelig tidsplan for, hvornår rideskolen kan tages i brug ligger endnu ikke klar. Det forventes dog ikke at blive før 2018.
– Nu er vores plan at nyde den sidste tid på Lagesminde Allé 50, hvor vi jo alle holder af at være og samtidig kan vi glæde os lidt længere til at se, hvad fremtiden bringer os. En ting er sikkert. Vi ved, at det bliver godt for både heste og ryttere, så gør det ikke så meget at vi skal vente lidt længere, lyder det fra rideklubbens leder, Sara Lorenzen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top