Søndag 22. oktober 2017
Der blev blandt andet løbet 100 meter løb til Skole OL på Glostrup Stadion. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Skole OL i solskin
GLOSTRUP. Solen skinnede ned over de 190 elever, der torsdag formiddag dystede i skole OL på Glostrup Stadion
Skrevet af Mette Agner Clausen - 23. maj 2017, 08:54:20

I den ene ende af Glostrup Stadion står seks elever klar til at løbe, og i den anden ende, står lige så mange elever med et stopur. Eleverne, der skal løbe, går i 7. klasse og de skal løbe 100 meter. Eleverne med stopurene går i 8. klasse, og har hele dagen hjulpet på poster rundt omkring på stadion, for at få hele dagen til at fungere.
Med et rigtigt startskud går starten, og eleverne spurter afsted. De giver den fuld gas ned langs tribunen, hvor deres klassekammerater står og hepper. ”kom så – helt i mål”, bliver der råbt, når de sidste meter skal klares med den første syre i benene.
– Den bedste elev var nede på 13,5 sekund. Det er på niveau med de bedste i atletikklubben på den alder, siger Sven-Erik Dreisig fra Glostrup IC Atletik & Motion, der har stået for at arrangere dagen.
En af de hurtige på 100 meteren var Oliver Ibrahim Pedersen fra Søndervangskolen. Han vandt sit heat i tiden 14 sekunder.
– Det var en fin tid. Jeg træner ikke så meget mere, så når jeg er ude af form, så er jeg tilfreds, siger han.
Han har tidligere trænet basket med Wolfpack, nu overvejer han at begynde at gå i fitnesscenter.

Solskin og glæde
Onsdag formiddag skinnede solen fra en skyfri himmel og gav perfekte forhold for stævnet.
– Vi har været utroligt heldige med vejret, siger Sven-Erik Dreisig.
Han siger videre, at der har været god stemning hele dagen, og eleverne har engageret sig i stævnet – og så er der blevet lavet nogle gode resultater.
– Resultaterne har været rigtig gode. Der vil altid være stor spredning på elever i 5. klasse. Nogle er høje og nogle er lave, det er jo klart, at de små ben ikke kan løbe lige så hurtigt som de lange, siger han.
Det var 5. klasserne og 7. klasserne fra Søndervang, Nordvang og Vestervang, der var med til stævnet. I alt 190 elever deltog, og de blev alle sammen aktiveret.
– Dansk Atletikforbund slår på, at det handler om samarbejde og sammenhold. Derfor er der for eksempel en stafet, hvor der er 20 elever på hvert hold. Så bliver alle i en klasse aktiveret. Når nogle fra en klasse ikke er aktive, så hepper de på dem, som er i gang, siger han.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER