Lørdag 21. oktober 2017
Valgkampen er i gang
BRØNDBY. Af Rosa Oschlak Gl. Køge Landevej 640 B Brøndby Strand Man kan nu livestreame kommunalbestyrelsesmøderne her i Brøndby Kommune, og sammenlagt med det kommende kommunalvalg i november, er det blevet en del mere underholdende at observere kommunalbestyrelsesmøderne. Kommununalbestyrelsesmødet den 17. maj viste en klar tendens; valgkampen er igang. Mette Engelbrecht (V) påkaldte sig megen opmærksomhed […]
Skrevet af Rosa Oschlak, Gl. Køge Landevej 640 B, Brøndby Strand - 30. maj 2017, 08:30:07

Af
Rosa Oschlak
Gl. Køge Landevej 640 B
Brøndby Strand

Man kan nu livestreame kommunalbestyrelsesmøderne her i Brøndby Kommune, og sammenlagt med det kommende kommunalvalg i november, er det blevet en del mere underholdende at observere kommunalbestyrelsesmøderne.
Kommununalbestyrelsesmødet den 17. maj viste en klar tendens; valgkampen er igang.
Mette Engelbrecht (V) påkaldte sig megen opmærksomhed og greb enhver chance for at nævne sit partis navn og referere til sine mærkesager.
Det var ikke få gange, hun fik nævnt kernevelfærd og den nære velfærd, men det stod i skarp kontrast til hendes argumenter for udlicitering af rengøringen på de lokale skoler.
Det er et projekt, der har haft katastrofale resultater, som Enhedslistens Steen Andersen flere gange påpegede. Det blev besluttet at føre den meget omtalte rengøring tilbage i kommunalt regi, og det er en positiv beslutning.
Det klæder virkelig ikke Venstre at insistere på en udliciteret ordning, der kun har været en dårlig løsning, og nærmest nægte at indse at denne deres elskede forretningsmodel ikke var en succes.
Kommunale jobs skal man ikke kimse af og nær velfærd rimer ikke på møgbeskidte skoler, og underbetalt arbejdskraft.
Alt i alt var det en fornøjelig affære at observere demokratiets gang; vi har nogle engagerede bestyrelsesmedlemmer og det bliver spændende, hvad det kommende kommunalvalg vil tilføre af friske ideer og nye ansigter.

Svar:
I Venstre siger vi det højt, når vi ikke er enige

Af
Mette Engelbrecht
Borgmesterkandidat for Venstre i Brøndby

Det er fantastisk, når borgerne i Brøndby følger med i debatterne i kommunalbestyrelsen, og det glæder mig, at Alternativet også har set med under det seneste kommunalbestyrelsesmøde og har hørt, at Venstre i Brøndby hellere vil bruge penge på kernevelfærd og langsigtede investeringer, end at bruge borgernes penge til overflod og unødvendigheder.
I Venstre mener vi, at det er en af vores vigtigste opgaver i kommunalbestyrelsen at bruge borgernes penge med fornuft. Og i den fornuft ligger, at man prøver de priser, man betaler for at få den bedste service for de samme penge.
Vi køber ikke den præmis, at kommunen altid kan yde service bedre og billigere, og derfor vil vi hellere ikke støtte et forslag, der udelukker andre leverandører, der kan yde den samme service. Men vi tror heller ikke på, at udlicitering er den eneste vej, hvis kommunen kan udføre opgaven bedre og billigere. Men som kommunalbestyrelsesmedlemmer skal vi tilskynde det bedste resultat, og det opnår vi ikke ved at udelukke konkurrenter.
Det er min erfaring, at Brøndby Kommune kan blive bedre til at formulere udbud, hvor der bliver stillet langt flere tydelige krav til serviceniveauet og ordnede forhold. Men vi har også en opgave i at lave udbud, der har en størrelse, hvor virksomheder med ordnede forhold og gode referencer synes, at Brøndby Kommune er interessant. Det er ikke min oplevelse, at det er tilfældet.
Forslag, der giver Kommunen monopol på serviceopgaver, er mistillid til erhvervslivet, og det vil vi ikke være med til.
Men velkommen til kommunalbestyrelsesmøderne. I Venstre har vi ikke ændret stil. Vi ser det som vores opgave at fortælle, hvilken betydning kommunalbestyrelsens beslutninger har for borgerne, og vi siger det gerne højt, når vi ikke er enige med flertallet.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER