Bibliotek udstiller skolekunst
udstilling-1.jpg
Mathilde og Max viser deres tegninger og masker frem. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Eleverne fra 3.b på Søndervangskolen har arbejdet med masker inspireret af kunstneren Kimmy Cantrell, der lige nu er udstillet på Glostrup Bibliotek

Tirsdag morgen var der fernisering på Glostrup Bibliotek. Her var eleverne fra 3.b på Søndervangskolen, og nogle af deres forældre, samlet til fernisering af en udstilling af masker, som eleverne har lavet over den seneste måned i billedkunst.
– Der har været to step. Først tegnede de nogle masker med inspiration i Kimmy Cantrells masker. Derefter valgte de den bedste, og skulle lave den i ler. Ler er et naturmateriale, som det kan være svært at arbejde med, og der var nogle, der synes det var svært, at efterligne alle detaljer i deres tegning, så talte vi om forskellen på at tegne og arbejde med ler, siger Annette Bjerring, der er lærer i billedkunst.
For hende har der været to pædagogiske mål med undervisningen.
– De har lært at arbejde med en proces og det har krævet noget tålmodighed, men det er gået godt, siger hun.
Eleverne kunne godt mærke, at deres tålmodighed blev sat lidt på prøve.
– Det har taget meget lang tid at lave dem, men det har været sjovt. Min maske var knækket. Jeg blev rigtig ked af det, fordi jeg havde arbejdet så hårdt med den, men mig og Annette limede den sammen igen, fortæller Mathilde Eisfeldt.
Hendes klassekammerat, Max Kaaber Munksgaard, havde også en god oplevelse.
– Jeg synes det var sjovt. Vi fik at vide, hvordan man lavede maskerne. Øjnene skulle være mandelformede og de skulle kigge opad. Det var meget sjovt, at man hele tiden skulle bygge noget op på masken, siger han.
Udstillingen kan ses ugen ud på Glostrup Bibliotek.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top