En weekend fuld af blandet kultur
DSC_0550-1-Heiner-Lützen-Ank.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. I weekenden blev der endnu engang afholdt Kulturweekend i Brøndby Strand, og endnu engang blev det til en buket blandet, gode kulturoplevelser

– Vi må se på, hvordan vi kan nå ud til hinanden, for vi er hinandens skæbne.
Det er fredag eftermiddag kl. 16, og årets udgave af Kulturweekend i Brøndby Strand er netop skudt i gang. En weekend, hvor den lokale kultur i al sin bredde, ansigtmaling, jazz, gudstjeneste, mad fra alverdens lande, danse i mange forskellige former og meget mere, igen er sat på programmet på pladsen mellem Strandesplanaden og Brøndby Strand centrum.
Og selvom pladsen endnu ikke er fyldt op, så skal festen skydes i gang.
På scenen står Naveed Baig, lokal beboer, imam og aktiv samfunddebattør. Det er ham, der har fået fornøjelsen af at sætte gang i festen, og han er ikke i tvivl om, at beboerne i Brøndby Strand har noget at samles om. I denne weekend, men også resten af året.
– Mangfoldighed er en gave, og vi er fælles om mange ting, blandt andet de helt grundlæggende menneskelige vilkår. Det er noget, vi skal holde fast i, for det binder os sammen.

Lokal
En af dem, der er mødt fredag eftermiddag for at høre Naveed Baig og for at være med i festen er Bo Mouritzen, sekretariatleder i Det Boligsociale Sekretariat i Brøndby Strand.
– Jeg håber, vi får en festlig weekend, som vi plejer. Meningen med Kulturweekend er at vise, at Brøndby Strand er så meget mere end det, man ellers hører om stedet.
Og Kulturweekend er ifølge Bo Mouritzen i den grad en lokal aktivitet:
– Det er beboerne, der står for arrangementet, det er altså dem, der laver alt fra at rejse teltene til at holde åbningstalen.
En af de lokale, der er mødt op for at være med og for at drive bod, er Kawsar Al-Jabouri. Som tidligere år har hun en bod sammen med sin mor og sin søster. Her sælger de ting, de har fået i overskud, og hun håber, Kulturweekend anno 2017 bliver som tidligere år:
– Jeg kan godt lidt at komme her. Det plejer at være hyggeligt. Jeg er født og opvokset i Brøndby Strand, og der kommer mange, jeg kender.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top