Mandag 23. oktober 2017
Historier fra arkivet
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.
Skrevet af Mette Agner Clausen - 6. juni 2017, 08:16:23

3. juni 1987
Familien skal ud og motionere i hele Vallensbæk
Den konservative Kurt Hockerup foreslår 3. august som fast ”familiemotionsdag”
vallensbæk. En motionsdag for hele familien og hele Vallensbæk.
Det er titlen på det forslag, den konservative viceborgmester og løbeentusiast, Kurt Hockerup, senest er fremkommet med.
Forslaget er bragt op i fritidsnævnet, der er særdeles positiv overfor forslaget. Nu afventer Kurt Hockerup svar fra VI 39, kommunens idrætsforening, der er den naturlige medspiller.
Både kulturelt udvalg og kommunalbestyrelsen skal selvfølgelig have deres indflydelse, men foreløbig forestiller Kurt Hockerup sig en høring om forslaget i VI 39.
– Der er flere sider af denne sag, mener viceborgmesteren.
– Dels den motionsmæssige, men sandelig også, at Vallensbæk-borgere i alle aldre kommer ud og ser kommunens grønne områder, mener han.

4. juni 1997
Styrkelse af hjemme­plejen i Brøndbyvester
Brøndby Kommune har skaffet lokaler, hvor hjemmeplejen kan afholde sine planlægningsmøder. Det skulle betyde bedre planlægning af den samlede hjemmeplejeindsats
BRØNDBY. Kommunalbestyrelsen i Brøndby vedtog forleden at leje den nu nedlagte bagerforretning på Nordtoftevej i Brøndbyvester. Dermed er en lille men vigtig brik faldet på plads i kommunens arbejde med at styrke hjemmeplejen i Brøndbyvester.
– Da vi i sin tid vedtog budgettet for 1997 vedtog vi samtidig en styrkelse af hjemmeplejen i Brøndby Kommune. Målet er at hjemmeplejen bliver så god som overhovedet muligt til gavn for vore ældre og handicappede medborgere og lokalerne i Vesterled er kun en mindre brik på vejen mod det mål, siger socialudvalgsformand i Brøndby, socialdemokraten Nina Bentved.
Intentionen er, at den nedlagte bagerforretning skal bruges i forbindelse med det daglige planlægningsmøde, der er indført for hjemmehjælperne.
Planlægningsmødet giver hjemmehjælperne mulighed for at kombinere den faglige udveksling af erfaringer med arbejdet hos de enkelte ældre med en forbedret mulighed for planlægning af den samlede indsats.
Meningen er, at det gerne skal kunne aflæses direkte i form af en forbedring for den enkelte hjemmehjælpsmodtager.
Desuden giver lokalerne på Nordtoftevej hjemmehjælperne mulighed for at spise frokost sammen, hvilket det har knebet med hidtil.
– Jeg er glad for, at vi nu – endelig – også har mulighed for at tilbyde et egnet lokale til hjemmehjælperne i Vesterledskvarteret. Når det nye ældrecenter Æblehaven bliver færdigt til efteråret vil også de sidste hjemmehjælpsgrupper i Strand-området have tidssvarende lokaler. Og jeg er overbevist om, at det bliver til glæde for både hjemmehjælpsbrugerne og medarbejdere, siger Nina Bentved.
Tob

6. juni 2007
Borgmesteren med bål og brand
Borgmesteren, brandmanden og bestyrelsesformanden for brandvæsenet i en og samme person
GLOSTRUP. Det er 25 år siden Søren Enemark meldte sig som frivillig deltidsbrandmand i Vestegnens Brandvæsen. Dengang var han skolelærer på Nordvangskolen i Glostrup.
I mellemtiden har han været med til over 2.800 udrykninger, han er blevet borgmester i Glostrup og formand for bestyrelsen i Vestegnens Brandvæsen. Det blev fejret med en reception på Brandstationen i fredags.
Hvornår har du sidst rykket ud til brand?
– Det gjorde jeg ved juletid i 2001. På det tidspunkt blev jeg formand for bestyrelsen i Vestegnens Brandvæsen. Så synes jeg ikke, at jeg kunne være med mere. Så ville jeg jo både være arbejdsgiver og arbejdstager, siger Søren Enemark.
Vestegnens Brandvæsen har 25 deltidsbrandmænd, udover de faste brandmænd.
Hvorfor blev du deltidsbrandmand?
– Jeg havde en god kammerat der var det. Jeg sendte en ansøgning, og så i 1982 var der en ledig stilling. Det har været nogle begivenhedsrige år, som man kan fortælle en masse gode røverhistorier om, siger borgmesteren.
Det er også sådan lidt af en social klub, er det ikke?
– Det er ikke lønnen alene, der gør det. Det er hyggeligt at være sammen med gutterne. Vi har haft det sjovt og lavet mange gode sociale arrangementer, siger Søren Enemark.
Kok

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER