Ekstra tid som klippekort
IMG_5297.jpg
Nu kan Brøndbys ældre på kommunens plejecentre tilvælge ekstra aktiviteter på en klippekortsordning. Her er en gruppe beboere på Æblehaven i Brøndby Strand samlet om stedets campingvogn. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Brøndby Kommune har modtaget penge fra Sundheds- og Ældreministeriet, så beboerne på ældrecentrene kan få ekstra service

I Brøndby Kommune kan beboere på ældrecenterne nu tilvælge ekstra aktiviteter som for eksempel gåtur, fodboldkamp eller indkøb.
Det sker i forbindelse med, at Brøndby Kommune har modtaget midler fra Finansloven 2017, hvor der blev afsat penge til kommuner, der ønskede at oprette en klippekortsordning.
Brøndby Kommune har således modtaget 4,7 mio. kr. til brug i 2017 og 2018.

Ekstra aktiviteter
Pengene er øremærket ekstra aktiviteter, som den ældre selv vælger og som ligger ud over den almindelige plejeindsats.
Borgerne får derved selv indflydelse på, hvilke aktiviteter der er på paletten, og i den forbindelse vil man også inddrage plejecentrenes bruger-pårørenderåd.
En klippekortsaktivitet kan for eksempel være, at den ældre ønsker at få følgeskab til et familiebesøg eller på julegaveindkøb, på en gåtur, et kortspil eller lignende.
Aktiviteten kan være individuel eller sammen med andre og kan både foregå som en del af dagligdagen eller som en særlig aktivitet.

Informerer borgere
Ordningen er igangsat og Brøndby Kommunes tre ældrecentre vil sikre, at beboerne bliver informeret og involveret i de nye muligheder.
På samme måde er ældrecentrene i gang med at tilføje supplerende faglighed til de nye typer af aktiviteter, blandt andet ved at der ansættes socialpædagoger nogle steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top