Historier fra arkivet
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

22. juli 1987
Brøndby dopper sin vindmøllepark

Massive protester fra havnebestyrelsen og sejlklubben

BRØNDBY. Brøndby kommune er bakket ud af forhandlingerne med Elkraft om etableringen af en vindmøllepark ved Brøndby Havn.
Såvel den selvejende institution Brøndby Havn, Brøndby Strands Sejl Klub samt miljørepræsentantskabet har taget afstand fra et projekt i vandet vest for Brøndby Havn.
Mens miljørepræsentantskabet pegede på en placering på selve Avedøre Holme, tog både havnen og sejlklubben meget kraftig afstand fra planerne, da kommunen sendte dem til høring.
Elkraft, der havde fremsendt et forslag til fem vindmøller i bedste forståelse med kommuneledelsen, bekræfter at Brøndby kommune alligevel har sagt nej tak. Idéen blev rejst af borgmester Kjeld Rasmussen under valgkampen i 1985.
Brøndby Havn har i et brev til teknisk forvaltning anført, at vindmøller kan forvolde havneanlægget ubodelig skade. Der peges blandt andet på syns- og støjgener, samt at en vindmøllepark i sammenhæng med Avedøre Holme vil forringe havnens rekreative værdi.
– For slet ikke at tale om det økonomiske tab, der kan risikere at følge i kølvandet på en sådan bebyggelse, mener havnebestyrelsen.
Protesterne følges op af Brøndby Strands Sejl Klub, der overfor kommunen har gjort opmærksom på, at en vindmøllepark vil gøre det svært at leje bådpladser ud.
– I forvejen går det ikke for godt, bemærker sejlklubben, der mener, at støjniveauet vil blive væsentligt højere end anført i forundersøgelserne.
Brøndby kommune har bedt Elkraft rette henvendelse til Hvidovre kommune med henblik på en alternativ placering på holmen.
-rik

23. juli 1997
Større tryghed på Glostrup Station

Bedre belysning samt gennemsigtige venterum er blandt de forbedringer, de rejsende på Glostrup Station fra 1. oktober kan glæde sig over

GLOSTRUP. Der har været talt meget om øget tryghed for de rejsende på DSB’s stationer – nu sættes der handling bag ordene på Glostrup Station.
Stationen i Glostrup har nemlig fået bevilget en pose penge af trafikminister Bjørn Westh, penge der skal bruges til at få passagererne til at opleve større tryghed.
– Vi får lavet kraftigere belysning og samtidig får vi bedre gennemsigtighed, det vil sige at den gamle ventesal er blevet fjernet og bliver erstattet af et glasventehus i stedet for, fortæller salgsleder hos DSB, Mona Rasmussen.
Hun oplyser desuden, at de lukkede venterum oppe på perronen vil blive erstattet af gennemsigtige venterum af glas.
– Derudover får vi lavet vores tunnel lysere, trappebelægningen op til perronen bliver udskiftet, og vi får lavet en speciel servicezone med ekstra belysning oppe ved hovedindgangen, hvor billetautomaterne står, siger Mona Rasmussen.
Hun forventer, at arbejdet med at renovere stationen er afsluttet den 1. oktober.
Tob

25. juli 2007
Wedege slog den svenske elite

Søren Wedege fra Vallensbæk vandt herresingle eliteklassen i Höllviksspelen i Sverige. Det er det unge tennistalents første internationale sejr i en stor seniorturnering

VALLENSBÆK. Sverige er ellers kendt for at være en stor tennisnation. Men det blev danske Søren Wedege, der i sidste uge vendte tilbage til Vallensbæk med trofæet fra ”Höllviksspelen”, som er en del af det svenske tennisforbunds ”Sommar Tour”. En turnering med en samlet præmiesum på 12.500 skr.
Efter tur slog han hele den svenske elite og stod til sidst som den endelige vinder af et topresultat på internationalt niveau. Søren, der ikke havde point nok til at komme ind i hovedturneringen, måtte hele turen igennem.
Først to kampe i kvalifikationen, hvor han først mødte den lokale helt Matthias Andersson, som blev slået med cifrene 6-0/6-3, derefter var det Philip Hultqvist fra Kramfors, der opgav efter at være kommet bagud med 4-0 i løbet af 6 minutter.

Æg til fjerde seedede
Den første kamp i hovedturneringen var imod den ikke uefne og altid farlige Andreas Magnusson, der var fjerde seedet. Han fik en lektion på 6-0/6-1 på mindre end en time.
I kvartfinalen ventede Christoffer Wannberg fra Ullivi i Gøteborg, en spiller, der er fast mand på klubbens elitedivisionshold, det hjalp nu ikke meget, Christoffer blev fejet ud af banen med cifrene 6-2/6-2.
Kok

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top