Nye Borgerlige vil med i borligt valgforbund
Jenny1.jpg
Jenny Stockfleth Simelev (NB) vil gerne med i det borgerlige valgforbund. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Nye Borgerlige stiller op til kommunalvalget til november, men de er ikke med i det borgerlige valgforbund. Men det vil de forsøge at komme

For to uger siden kunne Folkebladet fortælle, at Vestre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har lavet et borgerligt valgforbund i Glostrup. Dermed står Nye Borgerlige som eneste borgerlige parti uden valgforbund. Men det er en fejl, mener partiets spidskandidat, Jenny Stockfleth Simelev.
– Jeg vil tage kontakt til de borgerlige partier, med henblik på et samarbejde, siger hun.
Den kontakt har borgmester John Engelhardt (V) modtaget.
– Jeg har fået en skriftlig henvendelse fra Jenny her i sommerferien. Den agter jeg at drøfte med de andre partier, så må vi tage den derfra. Når vi har indgået en aftale, hvis den skal ændres eller udvides, skal vi være enige om det, siger han.
Begge parter siger, at der simpelthen ikke har været nogen kontakt mellem partierne.
– Socialdemokratiet har inviteret mig med til en debat i boligselskabet. Jeg har ikke hørt ret meget fra den borgerlige fløj, siger Jenny Stockfleth Simelev.
Det samme siger John Engelhardt.
– Vi har ikke haft det store kendskab til, om Nye Borgerlige stiller op eller ej.

Stemmespild
Det primære formål med at indgå et valgforbund, er at undgå stemmespild. Hvis et parti i et valgforbund ikke kommer ind eller på anden vis får stemmer til overs, går stemmerne til de andre partier, efter et matematisk princip fastlagt i lovgivningen.
– Vi bakker til hver en tid op om en borgerlig borgmester. Vores stemmer skulle helst ikke gå tabt, hvis vi ikke kommer ind, det ved vi jo ikke endnu, om vi gør, siger Jenny Stockfleth Simelev.
Hun går derfor også meget åbent ind i forhandlingerne om et valgforbund.
– Jeg vil ikke stille krav på nuværende tidspunkt, jeg vil altid pege på en borgerlig borgmester, siger hun.
John Engelhardt kan dog stadig ikke love noget, før han har talt med de andre partier.
– Den sikreste måde at undgå stemmespild, hvis man gerne vil have mig som borgmester, er at stemme på Venstre, siger han.
Aftalerne om valgforbund er først bindende få uger før valget, når de er registreret af kommunen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top