Skovvangskolen har fået ny fodboldbane og skolegård
skolegård.jpg
John Engelhardt og Piet Papageorge fra kommunalbestyrelsen og Skoleleder Yasar Cakmak spillede fodbold med børnene på den nye kunstgræsbane. Foto: Morten Rye Pedersen
GLOSTRUP. I sidste uge blev Skovvangskolens ny kunstgræsbane og forbedrede skolegård i indskolingen indviet

Ved et besøg på Skovvangskolen opdagede borgmesteren, at forholdene på nogle af udearealerne ikke var gode nok.
– Jeg var på rundvisning herude på Skovvangskolen for noget tid siden, og jeg talte blandt andet med Morten – jeres SFO leder. Morten fortalte om skolens store ønske om en fodboldbane og en fornyelse af jeres indskolingsgård. Det er en stor fornøjelse, at kommunen kan efterkomme jeres ønske, og jeg er sikker på, der kommer mange gode timers leg og læring ud af det, fortalte borgmester John Engelhardt, da han indviede banen.
Øget fysisk aktivitet er en del af folkeskolereformen, og også noget der er fokus på på Glostrup Skole.
– Det er vigtigt, at de enkelte skoler har gode fysiske rammer, der giver lyst til leg og bevægelse. Her på Skovvangskolen er det så blevet til en kunstgræsboldbane og en indskolingsgård i denne omgang, sagde John Engelhardt.
Da skolen er åben, er det muligt for alle at benytte faciliteterne, også udenfor skoletiden.
– Det er jo ikke kun i skoletiden, fodboldbanen og indskolingsgården må benyttes. Det bliver også til gavn og glæde for Hvissinges børn og voksne, som kan benytte sig af fodboldbanen og den nyetablerede indskolingsgård om aftenen, i weekender og i ferierne. Jeg kunne jo læse på Facebook så sent som i morges, hvordan boldbanen allerede bliver brugt. Pas nu godt på den, sagde John Engelhardt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top