Venstre: Højst 22 elever i klasserne
skoleklasse.jpg
Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Venstre går til budgetforhandlingerne i Glostrup med et ønske om højst 22 elever i klasserne. Socialdemokratiet bakker op

I de kommende måneder er der forhandlinger om budgetterne i kommunerne. Her kommer Venstre i Glostrup med et ønske om højest 22 elever i klasserne på Glostrup Skole.
– Venstre har fortsat en ambition om, at Glostrup Skole skal være blandt de bedste, at den enkelte elev skal blive så dygtig som det er muligt, at børnene trives og at lærerne har en god arbejdsplads, siger borgmester John Engelhardt (V).
Det ønske er der opbakning til fra den anden side af salen.
– Vi vil være super glade, hvis man vil sætte klassekvotienten ned. Hvis Venstre siger, de vil sætte klassekvotienten ned, så tænker jeg som socialdemokrat juhu, siger Lisa Ward, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet.

Bedre inklusion
Begge peger på flere fordele ved en lavere klassekvotient.
– Det giver god mening at begrænse antallet af børn i en klasse. Der skulle gerne blive mere tid til den enkelte elev, mere ro i klassen, bedre forhold i forbindelse med inklusion og lidt bedre indeklima. Og så er det samtidig vigtigt, at vi får forbedret de fysiske rammer på nogle af vores skoler, siger John Engelhardt.
Samme ting peger Lisa Ward på.
– Det betyder, at du har større chance for at nå det enkelte barn. Hvis der er færre elever i klassen, er der mere tid til den enkelte. Jeg tror man vil have nemmere ved at lykkes med inklusionen. Lærerne og forældre vil tage imod det med kyshånd. Det kan være svært at nå rundt om alle, når der er 28 elever i en klasse, siger hun.
Lene Jensen, formand for Glostrup Lærerforening peger på den samme fordel.
– Jeg mener, at en klassestørrelse på 20 til 22 elever er ideel. Den skal helst ikke være mindre, for så bliver der udfordringer med relationsdannelsen, at der ikke er så mange drenge eller piger, man kan sammen med. Jeg har selv prøvet at have klasser med op til 26 elever, og de sidste fem gør altså en forskel på, hvor nemt det er at nå hvert barn, siger hun.

Stor udgift
Planen fra Venstre er, at de mindre klasser skal indføres gradvist, efterhånden som der skal dannes nye klasser ved skolestart. På den måde bliver nuværende klasser ikke delt, og udgifter bliver fordelt over flere år.
Ifølge Folkebladets optælling vil forslaget betyde en til to klasser mere per årgang. Vi har ikke de aktuelle tal, men sidste år startede der 255 elever i 10 0. klasser på Glostrup Skole. Hvis der skal være et loft på 22 elever i klasserne, ville det have krævet 12 klasser. På de fleste klassetrin er det dog kun nødvendigt med en enkelt ekstra klasse.
– Det vil i gennemsnit koste en ekstra klasse per år, og det vil koste 6-700.000 kroner per klasse, siger John Engelhardt.
Derudover vil forslaget kræve anlægsinvesteringer.
– Vi vil gerne have flere indbyggere i kommunen, så vi skal udbygge og renovere vores skoler, det vil også være en del af forslaget, siger John Engelhardt.
I 7. klasse på Glostrup Skole bliver klasserne delt igen, og der kan være elevønsker, der kan betyde, at enkelte klasser her kan blive større.

Udfordringen Ejby
Derudover kan der blive nogle udfordringer i forbindelse med klasseoptimeringen. Sidste år vedtog Kommunalbestyrelsen, at man ved fordeling af elever i 0. klasse primært skal kigge på forældrenes ønsker.
Da indskrivningen til de 0. klasser, der startede i år, var slut, viste det sig, at der var ni forældreønsker mere til Søndervang end der var plads til. Et flertal valgte derfor, at der skulle oprettes tre 0. klasser på Søndervang denne sommer. Det betød, at Søndervang og Vestervang endte med klasser med højst 22 elever i hver, mens Nordvang, Skovvang og Ejby endte over. Skulle klassekvotienten her have været på højst 22, skulle der have været oprettet en ekstra klasse på en af de tre skoler. Men det ville så samtidig betyde, at der skulle flyttes otte elever fra enten Skovvang eller Nordvang og seks elever fra Ejby.
Især Ejby, hvor der de seneste år konstat har været omkring 28 forældreønsker, anerkender borgmesteren udgør en udfordring.
– Der har tidligere været to klasser på nogle årgange på Ejbyskolen, men ikke i det omfang, som forslaget her lægger op til. Vi skal have fundet en løsning der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top