Vild biljagt gennem Hvissinge
biljagt.jpg
Her sluttede biljagten for en mad fra Nordsjælland. Foto: presse-fotos.dk
GLOSTRUP. Tirsdag var der en vild biljagt gennem Hvissinge og Skovvangskolens legeplads. Ingen blev dog ramt af billisten

Tirsdag formiddag var der stille og roligt i Hvissinge. Det var gråvejr, og de børn, der var på SFO Skovvang, var indendøre, og der var heller ikke mange mennesker på Hvissinge Torv. Det var heldigt, for lige pludselig kom en hvid Volkswagen UP drønende igennem området, og flere vidner fortæller, at det var et rent held, at den ikke ramte nogen. På et tidspunkt kørte bilen for eksempel gennem en lukket og låst træport, hvor det på ingen måde var muligt at se, hvad der var på den anden side. Der var heldigvis ikke nogen.
Bilen var blevet genkendt med politiets automatiske nummerpladescannere, og en civil politibil fra Nordsjællands Politi fulgte efter bilen, da de kunne se, at ejeren var eftersøgt for vold, trusler og tyveri. På et tidspunkt opdagede billisten, at han blev forfulgt, og satte derfor farten voldsomt op. Ifølge BT har bilen på et tidspunkt kørt op mod 160 kilometer i timen.

Gennem skolegård
Billisten fortsatte sydpå og kom ifølge Folkebladets oplysninger ind i Hvissinge via Oxbjergvej. Derfra kørte han ned til Skovvangskolen og tværs ind over en fodboldbane og en legeplads, der heldigvis var tom. Her stopper Nordsjællands Politi jagten, da det er for farligt at køre politijagt gennem et så befærdet område. De havde dog i mellemtiden haft kontakt til Vestegnens Politi, der ved, at der er relativt begrænsede muligheder for at komme ud af området.
Derefter bragede billisten gennem en træport, der siden er blevet fjernet, og videre ud på Hvissinge Torv. Heromkring bliver undervognen beskadiget, og bilen taber olie og benzin. Han fortsatte videre ud af cykelstien i retning mod Nordre Ringvej. Her var farten ifølge Folkebladets oplysninger oppe omkring 100 kilometer i timen – altså med omkring motorvejshastighed på den lille cykelsti. Efter broen over Nordre Ringvej forsøgte han at komme ned på Ringvejen via forbindelsen til cykelister. Den ender dog med en chikane, der både skal få cykelister til at sætte farten ned og billister til at holde sig væk fra cykelstien.
Her var Vestegnens Politi klar og anholdte manden.
Der skete kun materiel skade i forbindelse med biljagten, men de folk i området, som Folkebladet har talt med, er chokerede og gentager samme konklusion: Det kunne ligeså godt være gået helt galt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top