Alvorlig ulykke ved Tour de Vest
Tour-de-vest-2.jpg
Der var start og mål foran Glostrup Stadion. Foto: Sportsaktiviteter.dk
SPORT. En cykelrytter i Tour de Vest feltet kom alvorligt tilskade i søndags, da han blev ramt af en motorcykel.

Søndag var der Tour de Vest med start og mål i Glostrup. Med høj sol og 700 deltagere var der lagt op til en hyggelig dag for cykelmotionister.
Desværre sluttede dagen alt for tidligt for en enkelt af rytterne.
– Der er en af rytterne, der trækker ud i modkørende bane. I det han gør det, kommer der en motorcykel, så de kører ind i hinanden og han kommer slemt til skade. Jeg talte med Midt og Vestsjællands Politi. Det eneste, de kunne fortælle var, at han havde brækket et ben og en arm. Han er udenfor livsfare. Motorcyklisten er også røget på hospitalet, jeg ved ikke, hvordan det går med ham, fortæller Christian Ebbe fra sportsaktiviteter.dk, der har arrangeret Tour de Vest.
Han er påvirket af ulykken.
– Lige nu her dagen efter løbet, har man været lidt påvirket, siger han.
Til Tour de Vest kører der følgebiler med, så det minder om et professionelt cykelløb. De var selvfølgelig klar til at hjælpe efter uheldet.
– Vi har marchalls og samaritter lige i nærheden. De får spærret vejen af og får ringet 1-1-2 med det samme, så alting fungerer, som det skal i sådan en situation. Cykelrytteren bliver behandlet i omkring en time på stedet, inden han bliver fløjet til hospitalet i helikopter, siger Christian Ebbe.
Ud over den alvorlige ulykke, var Tour de Vest i år en succes.
– Der var god stemning i målområdet. Vi havde jo fantastisk vejr og 700 glade deltagere, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top