Elever til kammeratlig samtale
IMG_20170523_213138.jpg
De elever, der i forbindelse med sidste skoledag hængte et hagekors op, har sammen med deres forældre været til samtale med skoleledelsen. Foto: Christoffer Dahl
VALLENSBÆK. I forbindelse med sidste skoledag hængte elever fra Egholmskole et banner med et hagekors op. Elever og forældre har nu været til samtale med skoleledelsen

I forbindelse med sidste skoledag valgte en gruppe elever på Egholmskolen at hænge et banner op over indgangen til skolen, hvorpå der var malet et hagekors.
En handling, der skabte stor opmærksomhed i Vallensbæk, og som fik Venstres medlem af kommunalbestyrelsen, Niels Jørgensen til at udtale:
– Jeg havde svært ved at tro mine egne øjne, da jeg så fotoet af Egholmskolens indgang med denne fuldstændig usmagelige og skandaløse udsmykning med et hagekors. At der kan være plads til nogle kåde afgangselevers moderate happenings er for mig ok. Men spørgsmålet melder sig jo umiddelbart, om 9. klasses elever, på trods af deres egen opfattelse, mangler enhver form for pli og god opførsel. Nu vælger jeg at tro, at det i denne, som i så mange andre sager, kun er et mindretal af eleverne der fører an, og at det store tavse flertal vælger at lade stå til.
Også Henrik Rasmussen (K), borgmester, tog afstand fra episoden, da Folkebladet talte med ham dagen efter episoden:
– Det er pillet ned, og det skal ikke være der. Jeg tager på det kraftigste afstand fra det.
Charlotte Kornmod, distriktsleder i Distrikt Syd og dermed skoleleder på Egholmskolen, tog ligeledes afstand fra ophængningen af banneret med hagekorset, men tilføjede:
– De er følelsesmæssigt længere væk fra perioden end andre, og derfor kan de finde på at lave sjov med noget, andre ikke synes er sjov.
En holdning, hun stadig har:
– De har ikke den samme forståelse af begivenhederne og symbolet som andre, og derfor har de ikke tænkt sig om.
Men efter at skoleledelsen på Egholmskolen har holdt møde med de pågældende elever og deres forældre, er der ifølge Charlotte Kornmod absolut enighed om, at det var en forkert handling:
– Vi har holdt møde med børnene og deres forældre, og der var på mødet fuldstændig enighed om, at det var forkert. Alle var enige om, at det ikke var acceptabelt.
Charlotte Kornmod ville ikke komme ind på, hvor mange elever, der deltog i ophængningen af banneret med hagekorset. Men siger dog:
– Der er tale om en mindre gruppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top