Tirsdag 24. oktober 2017
Historier fra arkivet
HELE OMRÅDET. Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.
Skrevet af Mette Agner Clausen - 19. september 2017, 08:36:00

16. september 1987
SDS-direktør udfordrede Folkebladets prisvinder
– Ikke spor vandski’ligt, sagde Preben Olsen efter at have udfordret Claus Cassøe, vinder af Folkebladets idrætspris for august, i storm- og regnvejr på Vallensbæk Sø
VALLENSBÆK. I skulle have set det! Men vi er kun to grupper mennesker, der kan prale af at have set det.
Nemlig de mennesker på stranden i Malaga, der for 20 år siden så unge Olsen tage ski’ene på og suse derudá efter en motorbåd.
Og så os, ganske få, der er krøbet i ly under et skur ved Vallensbæk Sø i torsdags.
Vejret var ikke ligesom i Malaga. En anelse dårligere, rent faktisk. Sådan en slags skybrud, hvor fotografen så ud som om, han var svømmet ind fra Albertslund. Regn i tykke søjler og storm som Højer sluse ved efterårstid.
Nu er det jo efterår hele året i dette land, så der var naturligvis ingen vej udenom. Preben Olsen, vandskikonge og afdelingsdirektør i SDS, Glostrup Centret, havde indvilget i at prøve kræfter med vinderen af Folkebladets idrætspris-vinder for august, 16 årige Claus Cassøe, Vestegnens Vandskiklub.
-rik

17. september 1997
Forsamlingshus på Nygårds Plads
På kommunalbestyrelsesmødet i Brøndby i onsdags, vedtog man at gå videre med planerne om et ”forsamlingshus” på pladsen
BRØNDBY. Alle vil gerne bygge – men ikke det samme, og ikke på samme sted. Med 11 stemmer for blev det dog vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet, at det er Nygårds Plads-planerne man skal arbejde videre med.
Før man kan komme i gang med at bygge, kræves samtykke fra staten og kreditforeningen, som skal hjælpe med finansiereingen, samt institutionen ”Lette Kollektivboliger i Brøndby”, som i øjeblikket lejer den omhandlede grund af kommunen.
Det bliver den ”lille” løsning til 15,8 millioner kroner borgerne i området kan se frem til. Kulturel Forvaltning havde i deres oplæg flere forskellige alternativer, men af økonomiske årsager pegede forvaltningen selv på den ”lille” løsning, som kan finansieres på budgettet over to år. Dermed kommer ”Forsamlingshuset” – eller hvad det nu kommer til at hedde – til at rumme 220 m2 mødelokaler, 200 m2 motionslokaler og 340 m2 multisal med scene.
Forud for vedtagelsen af projektet gik en debat, hvoraf det fremgik at ikke alle politikere i kommunalbestyrelsen følte sig overbeviste om, at det var den bedste løsning der var til afstemning. Venstre og Allan Nielsen fra Demokratiske Socialister kritiserede de forudgående undersøgelser, og mente at beslutningsgrundlaget var for ringe, om end de havde forskellige opfattelser af alternativerne. Af denne grund stemte Venstre imod forslaget, mens Allan Nielsen undlod at stemme, og fik sin utilfredshed først til protokols.
Mia Madsen fra SF pegede på, at også Brøndby Strand har behov for sådanne mødefaciliteter, og ville af den grund ikke stemme hverken for eller imod mødelokalerne i Brøndbyøster. De konservative så egentlig hellere forsamlingshuset placeret mere centralt i kommunen, men da de ikke kunne finde forslag til en sådan placering, stemte de for forslaget om placering på Nygårds Plads, i lighed med hele den socialdemokratiske gruppe, som fremhævede at behovet for mødelokaler er akut i Brøndbyøster.
Gib

19. september 2007
Biografen får frie hænder
Glostrup Biograf kapper ikke helt båndene til kommunen, men får større selvstændighed under en ny selskabsform. Alle er glade
GLOSTRUP. I fremtiden får Glostrup Biograf friere hænder til at drive forretning. Kommunalbestyrelsen besluttede i sidste uge, at biografen fra 1. januar 2008 skal overgå til at være en kommunalt ejet, men foreningsdrevet virksomhed.
Biografforeningen Sofarækken spiller allerede i dag en afgørende rolle for driften af biografen, men foreningen får i fremtiden det fulde ansvar for drift og økonomi. For eksempel bliver biografleder Lotte Warming, der i dag er ansat under kommunen, i den fremtidige selskabsform ansat af foreningen.
Formand for Sofarækken Henning Richard Jensen er glad for beslutningen.
– Det giver os klart nye muligheder. Vi kan tage initiativer og sætte tiing i gang, uden at vi skal spørge kommunen først. Det betyder også, at der er nye forretningsmuligheder. Vi kan tage kontakt til sponsorer, og vi kan for eksempel udleje biografen til konferencer og så videre. Vi har en dejlig stor sal, som det meste af dagen ikke bliver brugt med mindre, der er baby bio eller lignende. At leje sådan en sal kunne uden tvivl være interessant for mange firmaer, siger Henning Richard Jensen.
Kok

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER