Islamisering eller ej?
Af Kristian Tørning Regionsråds- og Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Ishøj, Vallensbæk og Brøndby I Folkebladet den 29. august udsteder 1. viceborgmester Søren Wiborg (S) en halv garanti for, at der ikke kan bygges en moske i Vallensbæk Nord. Men Søren Wiborg (S) skriver også om “muslimforskrækkelse”, og så bliver det uklart, om han alligevel […]

Af
Kristian Tørning
Regionsråds- og Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Ishøj, Vallensbæk og Brøndby

I Folkebladet den 29. august udsteder 1. viceborgmester Søren Wiborg (S) en halv garanti for, at der ikke kan bygges en moske i Vallensbæk Nord.
Men Søren Wiborg (S) skriver også om “muslimforskrækkelse”, og så bliver det uklart, om han alligevel vil tillade yderligere islamisering af Vallensbæk.
I en tid hvor terrorsikring er blevet normalt, ligger islamiseringen naturligvis borgerne på sinde. Wiborgs partiformand, Mette Frederiksen (MF, S) meldte for eksempel for nyligt ud, at de muslimske friskoler skal lukkes.
Der lød et ramaskrig også fra den store islamvenlige fløj i Socialdemokratiet.
Set fra et demokratisk perspektiv er det dybt problematisk, at socialdemokraterne mener forskelligt om islamisering i hhv. byråd, Folketing og region.
Region Hovedstaden leverer for eksempel sygehuse og sundhed til alle borgerne i Ishøj, Vallensbæk og Brøndby, men også med en dosis islam.
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) har ikke villet stoppe islamiseringen af sundhedsvæsenet. Det er derfor, at borgerne i dag kan blive mødt af kvinder med hijab og få serveret halalslagtet kød på hospitalerne.
Lad mig gøre det helt klart, at jeg er modstander af islamiseringen af det danske samfund. Jeg er modstander både lokalt, nationalt og regionalt.
Du ved, hvad Dansk Folkeparti står for. Men ved du, hvad socialdemokrater som Søren Wiborg står for?

Svar 1:
Der komme ingen Moské i Vallensbæk

Af
Søren Wiborg, Gruppeformand for Socialdemokratiet
Vallensbæk kommunalbestyrelse

Debatten med DF i Vallensbæk den 29. august i Folkebladet handlede om, hvorvidt der kom en Moské i et industriområde i den nordlige del af Vallensbæk. Det var ikke muligt før ændringen af lokalplanen, hvilket din partifælle også bemærkede i sit svar. Der kommer heller ikke nogen Moské efter ændringerne i lokalplanen.
Jeg tror i øvrigt, din far, Jens, var vores privat praktiserende læge i Vallensbæk i 80’erne. Flink mand. Hvis det er korrekt, så må du endelig hilse. Hvis det ikke er korrekt, så beklager jeg. Du ønskes alligevel en god valgkamp.

Svar 2:
Af
Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand Region Hovedstaden

Regionsrådskandidat Kristian Tørning (DF) kritiserer mig for, at jeg ikke har sat en stopper for en påstået ”islamiseringen af sundhedsvæsenet,” og borgerne derfor bliver mødt af kvinder med hijab og halalkød på hospitalerne.
I Region Hovedstaden har vi ét klart fokus og det er patienterne. Derfor viger religiøse hensyn til fordel for kvalitet, sikkerhed, service og hygiejne. Der er klare retningslinjer for beklædning, hvor alle skal bære uniform af hygiejnemæssige årsager uanset religiøs overbevisning.
Og i 2013 vedtog man i Regionsrådet, at man i udbud ikke må stille krav om ”religiøst relaterede produkter”, som det hedder. Så når man møder sundhedspersonale, møder man professionelle i uniformer, der har lagt deres eget tøj i garderoben.
Og får man serveret et måltid på hospitalet, kan man trygt stole på, at det er tilberedt af fødevarer fra et køkken, der køber ind med øje for kvalitet og pris, ikke slagtningsmetode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top