Tirsdag 24. oktober 2017
Det er de fire medarbejder i Sprogcaféen: Annelise Jess Hansen, Lone Bau Jørgensen, Pia Løfberg og Pia Susanne Nielsen. Foto: Brøndby Kommune
Kulturhus bliver også til sproghus
BRØNDBY. Sprogcafé er et nyt tilbud i Kulturhuset Brønden, hvor samvær og samtale er i centrum. Noget der gerne skulle styrke kunsten at tale dansk
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 19. september 2017, 08:27:39

Når Kulturhuset Brønden torsdag den 14. september slår dørene op for et helt nyt tilbud til borgere, der gerne vil blive bedre til at forstå og tale dansk, er der ingen eksamen eller pres for at bestå.
Den står derimod på spil som billedlotteri, avislæsning og frem for alt samtale over en kop kaffe eller te. Der er med andre ord dømt ægte dansk hygge.

Bytte sprog og kultur
Annelise Jess Hansen, bibliotekar og en af ankermændene bag Sprogcaféen, er ikke i tvivl om, at selv et par timers samtale på dansk om stort og småt kan gøre en forskel.
– Kulturhuset er jo det man kalder det tredje sted, altså uden for hjemmet og arbejdspladsen, som er et åbent mødested med en bred vifte af tilbud til borgerne. Så det er helt oplagt at etablere en sprogcafé i vores kulturhus i Brøndby Strand, hvor vi mødes om det danske sprog.
Ifølge Annelise Jess Hansen skulle det nye initiativ faktisk gerne vise sig at være win-win for alle deltagere:
– Det giver både en bedre forståelse for dansk rent sprogligt og det kan hjælpe med at forstå den danske kultur noget bedre. Og så er Sprogcaféens andet sigte naturligvis også glæden ved at mødes på tværs af kulturelle baggrunde og hygge sig sammen, som også kan være med til at skabe fællesskaber i dagligdagen.

Verden til Brøndby
Idéen til Sprogcaféen fik Annelise Jess Hansen og hendes kolleger fra andre biblioteker, hvor man typisk har oprettet lær-dansk-caféer for flygtninge.
Selvom Brøndby Kommune ikke modtager flygtninge, møder kulturhusets medarbejdere ofte mennesker, fra hele verden, der nu er bosat i Brøndby, men ikke har lært det danske sprog.
– Sprogcaféen er ikke et undervisningstilbud. Det har vi professionelle på Sprogskolen, der tilbyder. Vi er derimod et tilbud udenfor klasselokalet, hvor man kan øve sproget nøjagtig, som da vi i sin tid introducerede IT-caféen til borgere, der havde behov for at mødes og dygtiggøre sig i IT under mere uformelle former”, siger Annelise Jess Hansen.

Til at begynde med er det bibliotekets egne ansatte, der står for Sprogcaféen, men hensigten er, at det senere hen skal drives af frivillige kræfter. Der er Sprogcafé hver anden torsdag i ulige uger fra kl. 13-15. Første gang er torsdag den 14. september.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER