Tirsdag 24. oktober 2017
Den 6. oktober er der Kulturnat i Brøndby. Også på Nørregårdsskolen. Foto: Heiner Lützen Ank
Kulturnatten nærmer sig
BRØNDBY. Fredag den 6. oktober løber den årlige Kulturnat i Brøndby af stablen. En aften med aktiviteter for både store og små
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 26. september 2017, 08:36:50

Fra kl. 17 til 23 fredag den 6. oktober vil der være aktiviteter, musik og arrangementer i hele Brøndby Kommune, når årets Kulturnat løber af stablen.
Der kører gratis shuttlebusser aftenen igennem, der har syv stop, så man nemt kommer videre til flere kulturnatsaktiviteter andre steder i byen.
Busserne har stop, markeret med beachflag, ved Kilden, Horsedammen, Brøndbyvester Bibliotek, Genbrugspladsen, Brønden, Brøndby Stadion og Brøndby Rådhus.
Ved alle stoppene er der noget at se og opleve for både børn og voksne. Udover musik og aktiviteter er der fællesspisning ved både Kilden og Brønden – begge steder med levende musik til maden.

Nyt knudepunkt
Området omkring rådhuset er i år væsentligt udbygget. Her er der aktiviteter på Rådhuset, i Marinegården, i Brøndbyvester Mølle, Møllehuset og Møllesalen.
– Vi er glade for, det er lykkedes at skabe så meget aktivitet i knudepunktet ved rådhuset. Her kan du blandt andet få malet dit eget mel i Møllen, blive vist rundt på Rådhuset af borgmesteren, møde søens folk på Marinegården, få et skud palæstinensisk kultur i Møllesalen eller komme på besøg i Møllehuset og se, hvad en pensionisttilværelse i Brøndby kan byde på, fortæller kulturkonsulent i Brøndby Kommune, Laura Bielefeldt.
Et andet nyt indslag er de tre gange festfyrværkeri, Brøndby Fjernvarme bidrager med på aftenen i anledning af deres 50-års jubilæum.

Fællesspisning
Igen i år er et stort udendørsareal af ved Kilden afspærret, så der er plads til et fællesspisningstelt, koncerter og andre aktiviteter.
Her kan man også opleve forskellige musikalske indslag som blandt andet harmonikakoncert med mulighed for at spille med, lirekasser og musikskolehold.
I Brønden er der fællesspisning med musik, danseopvisning og –workshop, koncerter, udstillinger og meget andet.
Derudover er Nørregård på Horsedammen et sted, hvor der ikke mindst er noget at komme efter for børn, unge og kreative sjæle. Her har Brøndby Tennisklub, Brøndby Ekspressen, Multihuset, Ungdomsskolen, Ungdomsklubben, Ungeindsatsen, Musikskolen, Middelalderlandsbyen, Sejlerhuset, Naturskolen, Dyregården, Træningscenter Brøndby og Brøndby Kunstforening nemlig aktiviteter.
Der vil også være mulighed for at få stillet sult og tørst, ligesom der er mulighed for at deltage i Grønne Konsulenters veganske madlavningsworkshop.

Det fulde program kan hentes i kulturhusene og ses på oplevbrondby.dk.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER