Lokalplan for nedrivning vedtaget
IMG_1107.jpg
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at sætte gang i processen med at udarbejde en lokalplan for nedrivingen af de fem forurenede højhuse Brøndby Strand Parkerne. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at man kan gå i gang med at arbejde med en lokalplan, der vil gøre det muligt at rive de fem forurenede højhuse ned i Brøndby Strand Parkerne

Boligorganisationerne Brøndby Almennyttige Boligselskab (BAB), Postfunktionærenes Andelsboligforening (PAB) og Den selvejende institution Tranemosegård har bedt Brøndby Kommune om at gå i gang med en lokalplan, der gør det muligt at rive fem forurenede højhuse i Brøndby Strand ned.
En enig kommunalbestyrelse imødekom dette ønske på det seneste kommunalbestyrelsesmøde den 23. august.
Boligorganisationerne har beregnet, hvad det vil koste at fjerne PCB miljøgiften fra de fem højhuse, og er kommet frem til, at en renovering vil blive for dyr til, at Landsbyggefonden ville kunne støtte den økonomisk.

Ingen vej udenom
Ole Larsen er formand i Rheumpark og bor selv i en af berørte højhuse.
Dermed griber nedrivningen ind både i hans privatliv og hans virke som formand.
Men Ole Larsen er, når nu omstændighederne er, som de er, tilfreds med, at processen er sat i gang:
– Der er ingen vej udenom. Husene skal rives ned. Så når det nu er sådan, så er det godt, kommunalbestyrelsen har sat gang i processen.
Men det kunne, understreger Ole Larsen samtidg, have været bedre, hvis det ikke havde været nødvendigt:
– Det er naturligvis hårdt. Der er mange, der har boet her 40-50 år. Faktisk bor den første, der i sin tid flyttede ind, her stadig. Vi er kede af at miste det fællesskab, der kendetegner vores afdeling. Det ville vi virkelig gerne beholde. Men det bliver svært.

Kræver enighed
Kommunalbestyrelsens beslutning den 23. august betyder, at Brøndby Kommune og boligselskaberne nu arbejder på et plangrundlag og en miljøvurdering, der muliggør en nedrivning af fem af højhusene i Brøndby Strand Parkerne, hvis boligselskaberne når frem til, at højhusene skal rives ned.
Både boligselskaberne, kommunen og staten skal således være enige i, at højhusene skal rives ned, for at det kan ske.
Men beslutningen er i sig selv ikke nok. For Kommunalbestyrelsen skal også vedtage en lokalplan om nedrivningen af højhusene, og det er udarbejdelsen af denne lokalplan, de lokale politikere netop har sat i gang.

På en trist baggrund
– Jeg er glad for, at det vigtige arbejde nu er skudt i gang. Og selvom det er på en trist baggrund, så markerer det starten på, at man nu kan udvikle og gentænke området i Brøndby Strand Parkerne til gavn for de beboere, der bor der og som er så glade for det, og for fremtidige beboere. Det er en længere proces, vi har foran os, hvor blandt andet borgerne skal høres. Alle parter er interesseret i, at der vælges den bedst mulige løsning og jeg ser frem til den videre proces, siger Kent Max Magelund (S), borgmester.

Måske i 2019
Forvaltningen forventer, at Kommunalbestyrelsen kan behandle et lokalplanforslag i november 2017, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger, så alle borgere i Brøndby Kommune vil blive hørt.
Den endelige lokalplan forventes at kunne vedtages i marts 2018. En eventuel nedrivning forventes at kunne ske i 2019.

• De fem højhuse, der indeholder PCB, udgør den østlige ende af de 12 højhuse i Brøndby Strand Parkerne.
• PCB blev forbudt under opførsel af byggeriet. Derfor er de resterende syv højhuse i bebyggelsen opført med andre byggematerialer.
• De fem højhuse omfatter ca. 320 lejligheder og ca. 196 familier, som skal genhuses.
• Nedrivningen anslås at koste cirka 200 mio. kr. mens den billigste renovering forventeligt vil koste omkring 780 mio. kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top