Tirsdag 24. oktober 2017
Nye køkkener bringer madlavning tæt på de ældre
GLOSTRUP. Køkkenerne på plejeafdelingerne på kommunens ældrecentre bliver renoveret, så beboerne fremover får mulighed for tage endnu større del i madlavningen
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 19. september 2017, 08:37:22

Glostrup Kommune har fået tildelt cirka 676.000 kroner fra en national pulje til at optimere køkkenerne på ældrecentrenes i alt 13 plejeafdelinger på Ældrecenter Hvissinge, Sydvestvej og Dalvangen. Kommunalbestyrelsen vedtog onsdag den 16. august 2017 en anlægsbevilling til at renovere køkkenerne.
Renoveringen af køkkenerne skal skabe bedre rammer på afdelingerne til at inddrage beboerne, der kan være med til at sætte deres præg på smagen og serveringen af maden. Inddragelsen kan være i konkrete opgaver, men også i nærværet og det sociale samvær, der vil være omkring madlavningen.
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Lars Thomsen (V) glæder sig på beboernes vegne over renoveringen:
– For mig handler det her om beboernes livskvalitet. Jeg ønsker at skabe et hjemligt miljø i de lokale køkkener, hvor beboerne kan sanse maden og være med i madlavningen på det niveau, de ønsker og formår, siger han.
På sigt skal de nye aktiviteter i køkkenerne også give beboerne en større appetit, og dermed forebygge vægttab og tab af funktionsevne. Produktionskøkkenerne på ældrecentrene skal fortsat stå for hovedparten af madlavningen, men de nye køkkener giver mulighed for at færdigtilberede mere mad på afdelingerne og servere lune retter om aftenen.
Midlerne til renoveringen kommer til at gå til blandt andet nye ovne, nye kølefryseskabe, køkkenborde med hæve-sænkefunktion, nye køkkenredskaber og service.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER