Tirsdag 24. oktober 2017
Fundene fra mosen blev nærstuderet. Foto: Sisse Stroyer
Sol og liv i Ejby Mose
GLOSTRUP. Omkring 1.000 mennesker var forbi Ejby Mose i forrige weekend til naturens dag
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 19. september 2017, 08:41:13

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel over Ejby Mose og de mange besøgende på Naturens Dag den 10. september. Tæt på tusinde mennesker deltog i de forskellige naturaktiviteter som dagen bød på; kanosejlads, ponyridning, fiskeundersøgelser, insekthoteller, bålmad, tovbane, høslet og arkæologisk udgravning.
I år var der særlig fokus på historien i Ejby Mose. Store som små deltog i den kollektive udgravning af affaldsbjerget og var med til at finde ting fra den gamle losseplads, der før lå på stedet. Ejby Mose har en broget fortid, der omfatter både tørvegravning og aflæsning af affald. Efter åbningen af Vestforbrænding i 1971 blev affaldet forseglet med muldjord og den tidligere losseplads omdannet til et rekreativt område.

Populær undersøgelse
På toppen af affaldsbjerget kunne de besøgende se gamle fotos fra området fra den tid da lossepladsen blev lukket og Ejby Mose blev til det rekreative naturområde, som vi kender det i dag. Fotostanderne bliver stående den næste måneds tid, så flere har chancen for at se dem.
Igen i år var fiskeundersøgelserne ved mosebredden et trækplaster for nysgerrige børn, der gerne ville helt tæt på mosens fisk. Ved naturvejlederen var der fuld gang i mikroskoperne, når mosens insektliv skulle granskes og ikke langt derfra kunne de tålmodige bygge deres eget insekthotel til at tage med hjem. Ved spejderhytten var der bålmad og saftevand. Her kunne de modige klatre til tops i træerne og svinge sig i tovbanen, mens de små kunne ride på ponyer og se kaninhop.
Bag arrangementet stod Glostrup Kommune i samarbejde med Spejderne i Ejby, Ejby-Glostrup 4H, Biavlerforeningen, Danmarks Naturfredningsforening i Glostrup, Naturvejlederen fra Vestskovens Naturskole samt Anna Weber Henriksen, kunstnerisk leder af Kolonien Research Space.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER