Veteraner og familier hædret i Brøndby
Flagdag-2017.jpg
Lars Bo havde sin forældre med, da Kent Max Magelund (S), borgmester og resten af kommunalbestyrelsen tirsdag hædrede veteranerne i Brøndby. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Mange var klædt i uniform og dekoreret med medaljer, da veteraner fra Brøndby blev fejret tirsdag

Hvert år den 5. september flages der over hele landet til ære for alle de veteraner, der har været udsendt på internationale missioner for Danmark. Således også i Brøndby, hvor kommunalbestyrelsen igen havde valgt Marinegården som ramme for kommunens højtideligholdelse.
Ved velkomsten sagde Kent Max Magelund (S), borgmester, blandt andet:
– Vi skylder en stort tak til alle de brøndbyborgere, ja, alle i Danmark, der som soldater, politifolk, redningsfolk og sundhedspersonale har sat livet på spil og ydet en indsats for Danmark. Det er vigtigt at markere. Og det giver flagdagen os en god mulighed for.

Flag på villavej
Lars Bo, der har været udsendt til både Cypern, Kosovo og Bosnien, havde sine forældre Lis og Erik Gottwald med sig.
De var enige om at flagdagen er en god måde at hædre og anerkende de udsendte på.
– Vi nyder at se de mange flag, der bliver hejst på vores villavej i Brøndby, sagde Erik Gottwald.
Også Ronni på 28 år, der har været udsendt på en fredsbevarende FN mission til Libanon, var imponeret over hvor meget kommunerne bakker op om den nationale flagdag.

De fremmødte veteraner havde været udsendt til så forskellige steder som blandt andet Cypern, Congo, Irak, Libanon, Gaza, Kosovo, Bosnien og Kroatien.
Cirka 50 fremmødte veteraner, pårørende og kommunalpolitikere deltog i receptionen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top