2600-Pris til Søren Brandis
2600-pris.jpg
Anette Meyer fra Arbejdernes Landsbank overrakte 2600-Prisen til Søren Brandis. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I sidste uge blev 2600-Prisen givet til Søren Brandis, der var med til at starte Mænds Mødesteder i Glostrup

Tirsdag formiddag var der som sædvanlig samling i Mænds Mødesteder i Glostrup. Her sad Søren Brandis sammen med otte andre mænd og snakkede over en kop kaffe, da de blev overrasket af Anette Meyer fra Arbejdernes Landsbank. Hun kom for at overrække 2600-Prisen til Søren Brandis, der har været med til at starte Mænds Mødesteder og er kontaktperson på stedet.
– Du er en ildsjæl. Du er formand for ældresagen i Glostrup og sidder med i Glostrup Kommunes seniorråd. Derudover var du sammen med to andre ildsjæle involveret i at få etableret en forening – Mænds Mødesteder Glostrup. Mænds Mødesteder i Glostrup er nu en etableret forening i Glostrup beliggende her på Sydvestvej 42. Du har gjort et stort stykke arbejde med at få foreningen startet op og komme godt fra start. Der er nu cirka 20 mænd der mødes et par gange om ugen til socialt samvær. Du gør en forskel for andre mennesker. Det er mig derfor en ære, at meddele at du er modtager af 2600-Prisen. En pris der går til personer der gør en forskel for andre mennesker – en ildsjæl, sagde Anette Meyer.

Glad vinder
Søren Brandis var selvfølgelig både glad og overrasket over at modtage 2600-Prisen.
Det stod hurtigt klart for ham, at Mænds Mødesteder skulle være hans projekt.
– Jeg så annoncen i Folkebladet. Så tog jeg til møde med Glostrup Kommune og fandt ud af at det her projekt ville jeg engagerer mig i, så jeg meldte mig som kontaktperson, siger han.
Han er glad for muligheden for at kunne mødes med andre mænd, og han mener, det giver mændene en mulighed for at komme op af stolen.
– Baggrunden er, at mænd lever kortere end kvinder. Vi sidder for meget stille og får livsstilssygdomme. Det handler om at få folk op af stolen. Mænd kan godt lide at mødes, hvis de laver noget sammen. Når man laver noget sammen, går man også og snakker om andre ting, ting det måske ikke er nemt at snakke om, siger han.
Og det gør de ved Mænds Mødesteder i Glostrup. Her har en lille gruppe mænd sat huset på Sydvestvej i stand, blandt andet med et genbrugt køkken. Der bliver også lavet andre ting, for eksempel hjælper de over de kommende måneder hinanden med at skifte til vinterdæk.

Mænds mødesteder
Mænds Mødesteder er non-profit og ikke-kommercielle mødesteder, der er tilgængelig for alle mænd. Deres primære formål er at skabe et trygt og venligt miljø, hvor mænd kan være sammen om meningsfulde projekter i deres eget tempo og i selskab med andre mænd
2600-Prisen
Formålet med 2600-Prisen er at sætte fokus på og belønne gode gerninger i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk. Hvert kvartal tildeler Arbejdernes Landsbank 2600-Prisen til de personer, der selv eller i kraft af en organisation/klub har gjort en særlig forskel for byen og/eller byens borgere.
Kender du en ildsjæl, der fortjener at blive hyldet, så send din indstilling inklusiv din begrundelse via mail til 2600prisen@al-bank.dk senest den 30. oktober. Med prisen følger – foruden æren – et diplom og 2.600 kroner. Dommerkomitéen består af Anette Meier fra Arbejdernes Landsbank, Mette Hviid Togsverd fra Folkebladet og Gitte Krogsgaard fra Glostrup Kommune. Husk at prisen er en overraskelse, så lad være med at sige noget til personen, du indstiller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top