Tirsdag 24. oktober 2017
50 år med lokal fjernvarme
BRØNDBY. Den 20. september kunne Brøndby Fjernvarme fejre 50 års jubilæum. De første 25 år bød på vækst. De næste 25 på konsolidering, og nu kan en ny vækstperiode være på vej, mener den nuværende formand
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 3. oktober 2017, 08:04:33

Det er i disse dage 50 år siden, det lokale fjernvarmeselskab, Brøndby Fjernvarme, blev stiftet, og spørger man den nuværende formand, Hugo Thuge, så kan man inddele de første 50 år i to perioder:
– De første 25 år gik med etablering og udbredelse af fjernvarmen til store dele af byen, og de næste 25 år har der været fokus på den sikre og stabile drift.
Én ting går dog igen igennem hele perioden, mener Hugo Thuge:
– Brøndby Fjernvarme har alle årene været en veldrevet virksomhed med fokus på service. Det er fordi, kunderne også er indehaverne af selskabet. Det har altså hele tiden gennemsyret virksomheden, at forbrugeren er i centrum.

Stabilitet lig økonomi
Da Brøndby Fjernvarme fejrede 25 års jubilæum, slog daværende borgmester Kjeld Rasmussen (S) fast, at:
– Det ikke er uden grund, at Brøndby Fjernvarme bliver positivt omtalt, for de har formået igennem alle 25 år, at fastholde en position som et af de billigste fjernvarmeværker i Danmark.
Og sådan er det stadig, fortæller Hugo Thuge:
– Selskabet er stadig blandt de billigste. Det skyldes blandt andet de mange almene boliger. Der går ikke så meget varme til spilde, når folk bor så tæt. Det er godt for prisen. Men det skyldes også, at vi har personale, der har været ansat længe, og som kender stort set hver eneste meter af fjernvarmenettet. De kan i stort omfang selv stå for reparationer, da vi har egen driftsafdeling. Og så kan de forhandle, når vi skal have opgaver løst af andre. Jeg er sikker på, at andelshaverne i sidste ende har nydt økonomisk godt af, at vi har så dygtigt og stabilt personale.

Op og ned
Skal Hugo Thuge pege på en succes i løbet af de seneste 25 år, så falder snakken let på et bestemt erhvervsområde:
– At fjernvarmen blev bredt ud til Ragnesminde er naturligvis en af de store ting, der er sket for Brøndby Fjernvarme de seneste år.
Omvendt er der et andet projekt, som ikke blev til noget, noget der ærgrer Hugo Thuge:
– Det var ærgerligt, at fjernvarmen ikke kom til Vesterled. Der var flere faktorer, der spillede ind, blandt andet at der, siden fjernvarmen kom til de andre beboelsesområder i Brøndby, er kommet andre former for energi til, og så var gasprisen på netop dette tidspunkt lavt.
Ligesom man kan kigge 25 år tilbage, kan man også kigge 25 år ud i fremtiden. Og der vil man også se, mener Hugo Thuge, Brøndby Fjernvarme fejre et nyt jubilæum:
– Brøndby Fjernvarme vil også fejre 75 års jubilæum. Det er jeg sikker på. Der vil i de kommende år ske flere spændende ting. For det første skal der jo sandsynligvis til at bygges i Brøndby, og det vil få betydning for os, da det forhåbentlig vil føre til vækst for os. For det andet er der spørgsmålet om, hvem og hvordan der skal leveres til fjernvarmen i de kommende år. Der bliver flere decentrale leverandører, og det bliver interessant at se, hvordan vi får disse koblet på det store fjernevarmenet, som Brøndby Fjernvarme er en del af.

I forbindelse med Kulturnatten fejrer Brøndby Fjernvarme sit jubilæum med tre fyrværkerier i Brøndby, en i hver bydel
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER