- Folkebladet - http://folkebladet.dk -

De frivillige fejret og inviteret til samarbejde

I fredags blev frivilligheden fejret over hele landet, da der mange steder blev afholdt Frivillig Fredag-arrangementer.
I Brøndby kunne de dog ikke vente med at fejre frivilligheden.
Således blev de frivillige fejret allerede lørdag den 23. september, hvor Kent Max Magelund (S), borgmester bød velkommen til 100 aktive personer fra Brøndby.
I sin tale sagde Kent Max Magelund til repræsentanterne fra kulturelle foreninger, idrætsforeninger og foreninger og aktiviteter på det frivillige sociale område blandt andet:
– I har mange ting til fælles. Det kan være, at I i dag kan finde nye fremtidige samarbejdspartnere, der kan styrke jeres foreninger eller aktiviteter.

Samarbejde på tværs
Under foredraget og workshoppen ved Ruth Gøjsen fra DeltagerDanmark, var der således rig mulighed for at mødes på tværs.
Her talte de frivillige for eksempel om, hvilke værdier de lægger vægt på, hvad de brænder for og hvor meget tid de vil bruge.
Per Jensen (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget, deltog også.
Da han rundede dagen, kom han blandt ind på nødvendigheden af samarbejde:
– Jeg vil invitere jer til, at ligesom vi som kommune kan lave borgerinddragelse, så kan I som forening eller foreninger, lave kommuneinddragelse. Jeg synes, jeg i dag har hørt, at I ønsker en fælles platform til at mødes på tværs og arbejde videre, er det rigtigt?