Historier fra arkivet
HistorierFraArkivet.jpg
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

21. oktober 1987
Kun taget ændres ved nyt kontorcenter på Sunlight-grunden
Glostrup Kommune har vedtaget lokalplanen, og bygherren begynder at finde lejere
GLOSTRUP. De skrå tagflader på det nye kontorcenter skal være til at se for dem, der går igennem området. Hældningen bliver 45 grader i stedet for oprindelig 35. Det er stort set også de eneste ændringer i den lokalplan for Sunlight-grunden, som Glostrup kommunalbestyrelse vedtog i sidste uge efter at den har været ude til offentlig debat.
Beslutningen blev truffet uden debat, selv om der ikke var lutter enighed. Ejeren af en del af Glostrupvænget har gjort indsigelse mod afstanden til nærmeste bebyggelse. Han frygtede også, at der ville opstå uro i området på grund af en kiosk ved det torv, der skal være ved stationstunnelen.
Samme ejer ønskede kontorhuset over for Glostrupvænget en etage lavere end de planlagte tre plan. Et synspunkt som SF støttede.
Beboere på Glosemosevej har gjort indsigelse mod blandt andet den såkaldte bøjlevej, der er planlagt mellem vejen og Godsbanevej. De frygter en stor trafik. Her blev de støttet af SF. Borgmester Gunner Larsen (S) tror snarere, at der bliver mindre trafik. Godsbanevej bliver afbrudt for kørende ved kontorcentret. Og nok skal bøjlevejen give forbindelse til Glosemosevej. Men omvejen skal sikre, at kun bilister med et nødvendigt ærinde vil bruge den.
New

22. oktober 1997
Død mand fundet ved Vallensbæk Golfbane
En 40-årig mand blev sidste tirsdag fundet død i en grøft ved Vallensbæk Golfbane. Politiet udelukker, at der er tale om en forbrydelse
VALLENSBÆK. En obduktion har vist, at det var en kombination af alkohol og kulde, der i sidste uge kostede en 40-årig mand fra Brøndby Haveby livet.
Det var medlemmer af Vallensbæk Golfklub, der tirsdag middag fandt den døde mand liggende i grøften, umiddelbart ved siden af den å, der løber ved golfbanen i Vallensbæk.
Glostrup Politi blev alarmeret klokken 12.22 og sendte straks mandskab til stedet. En ambulance kørte derpå den afdøde mand til obduktion i håb om at retsmedicinerne kunne finde frem til dødsårsagen.
Onsdag eftermiddag fik kriminalpolitiet i Glostrup så svar fra retsmedicinerne.
– Der er intet mistænkeligt ved den 40-årige mands død. Der er tegn på forfrysninger, og konklusionen er, at dødsårsagen skyldes en kombination af alkohol og kulde, oplyser kriminalinspektør Willy Eliasen fra Glostrup Politi.
Politiets teori er, at manden er faldet i den dybe grøft og ikke har været i stand til at komme op igen. Politiet formoder, at uheldet er sket natten mellem mandag og tirsdag i sidste uge.
Tob

24. oktober 2007
Skur med cricketudstyr nedbrændt
Der var formentlig tale om en påsat brand, da et skur med cricketudstyr brændte ned på Svanholm Park
BRØNDBY. Der var kun de forkullede rester tilbage, efter at en brand onsdag aften i sidste uge hærgede det skur, som cricketklubben Svanholm bruger til diverse udstyr. Skuret lå ved cricketbanerne på Svanholm Park i Brøndby Strand.
– Brandvæsenet blev tilkaldet ved 23.30-tiden, men på det tidspunkt var huset stort set ødelagt. I huset lå vores 5 træningsmåtter, nogle gærder og noget udstyr plus en bænk, fortæller Svanholms formand Søren Nissen.
Han er overbevist om, at der er tale om påsat brand. Området har gennem længere tid været tilholdssted for en gruppe unge om aftenen til gene for cricketklubben.
– Jeg har anmeldt det til politiet, da jeg er overbevist om, at det er en påsat brand. Det er vel en slags hævnakt, fordi vi har fjernet deres bænke og bedt dem fjerne sig. Som vi adskillige gange har meddelt kommunen – blandt andet SSP-konsulenten – har det været et tilholdssted for hashrygning og det, der er værre, siger Søren Nissen.
Gruppen af unge har tidligere begået hærværk på cricketanlægget.
Huset er opført af Brøndby Kommune til klubben i år 2000.
– Der er vel røget værdier for over en kvart million kroner, siger Søren Nissen.
Klubben og kommunen skal nu finde ud af, hvor meget, der eventuelt er dækket af forsikringen. Sagen er overdraget til Københavns Vestegns Politi, som efterforsker sagen som en påsat brand.
Kok

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top