Læsehunde på biblioteket
læsehunde-2.jpg
Benny og Julie med læsehundene Molly og Sally. Foto: Peter Storm Hansen
GLOSTRUP. Børn, der har svært ved at læse, kan nu få firebenet hjælp på Glostrup Bibliotek

Glostrup Bibliotek lancerer et nyt tiltag for at hjælpe børn med læsevanskeligheder. Biblioteket får fra torsdag den 26. oktober besøg af læsehundene Molly og Sally og deres ejer Benny og hans datter Julie. Læsehunde kan ikke læse, men ligger og lytter, mens børn læser højt. De hverken dømmer eller retter, men tilbyder ro og nærvær, der skaber tryghed og tillid hos barnet. Således er læsehunden med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse, og resultatet er øget læselyst og selvtillid.
Molly og Sally er et par store og rare ruhårede hønsehunde, som er glade for børn, at finde godbidder og lære nye tricks og så elsker de at blive nusset og læst for. De har begge et par års erfaring som læsehunde på Taastrup Bibliotek.
Det er gratis at modtage hjælp fra en læsehund. En læsestund varer cirka 30 minutter, hvor man starter med at hilse, hygge lidt med hunden og snakke om, hvordan det er gået med at øve sig derhjemme. Derefter læser barnet højt for hunden i 15 minutter, og der sluttes af med lidt hundeøvelser og tricks.
For tilmelding og spørgsmål, kontakt Helle Ratz på hr@glostrupbib.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top