Løb for venskaber
Glostrup-1.jpg
Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I fredags til skolernes årlige motionsdag snørede cirka 2100 elever på Glostrup Skole løbeskoene og deltog i Red Barnets velgørenhedsløb, Venskabsløbet. Skolen offentliggjorde samtidig, at den er blevet ambassadørskole for Red Barnet

Skolernes Motionsdag på Glostrup Skole blev i år lidt anderledes, end den plejer. Skolens elever var nemlig ude og bevæge sig for mere, end deres egen sundheds skyld. De deltog i Venskabsløbet, som har fokus på at styrke fællesskabet og trivslen mellem eleverne. Formålet er, at eleverne yder en fælles indsats, opnår følelsen af sammenhold, får bevæget sig, får viden om og indsigt i andre børns livsvilkår – og samler penge ind til at hjælpe de dårligst stillede børn i Danmark og resten af verden. Venskabsløbet er skabt af Red Barnet, og rundt om i landet løber flere end 50 skoler Venskabsløbet i 2017.

Stafet
På Glostrup Skole startede dagen klokken 8 med, at borgmester John Engelhardt og Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm holdt taler for eleverne på Nordvangsskolen. Her takkede de eleverne for, at de gør en forskel for udsatte børn gennem Venskabsløbet.
Samtidig blev det offentliggjort, at Glostrup Skole er blevet ambassadørskole for Red Barnet og dermed sender et stærkt signal om, at skolen sætter børns rettigheder i centrum. I den anledning lavede en af Nordvangsskolens klasser et indslag om børns rettigheder og trivsel. Herefter løb Jonas Keiding Lindholm, John Engelhardt, kommunaldirektør Morten Winge og skoleleder Yasar Cakmak ud til skolens øvrige fire afdelinger med hver sit hold af elever. Ude på afdelingerne holdt de fire stafetbærere tale for eleverne, og derefter blev Venskabsløbet skudt i gang på alle skolens fem afdelinger.
For hver runde, eleverne løb, samlede de penge ind til det gode formål. På forhånd havde eleverne lavet sponsorkontrakter med for eksempel forældre, bedsteforældre, tanter, naboer, og elevrådet har lavet aftaler med nogle lokale virksomheder om at sponsorere penge pr. løbet runde.
Skoleleder Yasar Cakmak var glad for dagen.
– Jeg er stolt af, at Glostrup Skoles elever i fællesskab hjælper andre børn ved at løbe for dem. Samtidig glæder det mig, at vi er blevet ambassadør for Red Barnet, da det kan være med til at styrke vores fællesskab og sammenhold i Glostrup og vores samhørighed med børn i resten af verden. Som skole er vi forpligtet til at undervise eleverne i deres rettigheder og sikre trivsel på skolen, fordi det er en vigtig forudsætning for læring. Red Barnet kommer med redskaber og viden, som kan hjælpe Glostrup Skole i det vigtige arbejde, så det er helt oplagt at samarbejde. Et samarbejde, som desuden understøtter vores ambition om at åbne skolen ud mod omverdenen. Og det er heldigt at vi kan skyde samarbejdet i gang med Venskabsløbet, siger han.

Beskytte udsatte børn
Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm er tidligere elev på Nordvangsskolen i Glostrup. Han var glad for et gensyn med sin folkeskole og for at mærke stemningen, da eleverne skulle ud at løbe til fordel for Red Barnet.
– Vi er så glade og imponerede over det engagement, som elever og lærere lægger i Venskabsløbet. Det er rørende, når børn viser så stor lyst og vilje til at hjælpe andre børn, der har det svært. Jeg håber, at alle børn får en sjov og lærerig dag med fokus på venskaber, bevægelse og fællesskab, siger han.
Pengene fra Venskabsløbet går til Red Barnets arbejde med at redde, beskytte og styrke udsatte og sårbare børn i Danmark og resten af verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top