Tirsdag 24. oktober 2017
Fremtidscaféen på Horsedammen 42 er et tilbud til ledige gravide og forældre til småbørn. Foto: Brøndby Kommune
Lune boller og retning på fremtiden
BRØNDBY. Fremtidscaféen er et nyt tiltag i Brøndby for ledige gravide og forældre til småbørn. Her snakker man både om udfordringerne med småbørn og om hvilken uddannelse eller job livet efter barsel kan byde på
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 3. oktober 2017, 08:22:50

Der er lune boller i kurven og kaffe og te på kanden hver tirsdag kl. 13-15 i den nye Fremtidscafé på Horsedammen 42 (den tidligere Nørregårdsskolen).
Det nye tiltag er for gravide og forældre på barsel, som skal i gang igen efter barsel med enten job eller uddannelse.
I caféen møder forældre eller kommende forældre både sundhedsplejen og en vejleder fra Ungehuset. Så uanset om man har brug for en snak om søvn og institution eller om, hvilken uddannelse man skal i gang med efter barsel, så er man i de rette hænder.
– Det er nyt, at vi i sundhedsplejen og jobcentret arbejder sammen på denne måde. Og det giver rigtig god mening for den forælder, der står og skal have retning på, hvad der skal ske efter barsel, fortæller Pia Rønnekamp, leder af Sundhedsplejen i Brøndby Kommune.
Og fremtidscaféen er tænkt som et tilbud, hvor man kan tale om alt:
– I Fremtidscaféen kan vi både tage en snak om alt det med barnet, der fylder, samtidig med, at vi taler om, hvordan deres liv skal forme sig efter barsel med økonomi, job og uddannelse, tilføjer Pia Rønnekamp.
Baggrunden for det nye samarbejde er at støtte forældre på barsel til at starte job eller uddannelse. Erfaringer viser, at det kan være svært at få planer om uddannelse til at hænge sammen med rollen som forælder.
Målet er også at gøre en positiv forskel for børnene, da forskning viser, at børns trivsel hænger sammen med forældres uddannelsesniveau.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER