Røde Kors i Glostrup samlede 48.000 kroner ind
GLOSTRUP. 37 indsamlere kunne overdrage 48.000 kroner fra Glostrup til hjælpearbejdet i verdens brændpunkter efter en vellykket Røde Kors landsindsamling søndag

Det var glade og trætte frivillige fra Røde Kors i Glostrup, der søndag kunne meddele resultatet af Røde Kors indsamlingen. Fra den lokale Røde Kors afdeling, som havde knoklet med at arrangere indsamlingen og dele ruter ud til indsamlerne, lyder der et kæmpestort tak til alle, der var med og til alle, der gav et bidrag til indsamlingen.
– Jeg vil gerne sige mange tak til alle, der var med og til alle dem, der gav et bidrag til vores indsamlere. Det betyder, at vi kan fortsætte vores hjælpearbejde både her i Danmark og ude i verden hvor der er allermest brug for det, siger Henning Richard Jensen, formand og indsamlingsleder i Glostrup.
Den samlede Røde Kors indsamling endte på 18,4 millioner kroner.
Pengene fra Røde Kors indsamlingen går til hjælpearbejdet i Danmark og ude i verden. Netop nu hjælper Røde Kors ofrene for krigen i Syrien og millioner af børn og familier, som sulter i det østlige Afrika.
Her i Danmark er Røde Kors især kendt for sit sociale arbejde med at hjælpe ensomme og udsatte gennem blandt andet besøgstjenesten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top