Skal være sjovt at gå på arbejde

Glostrup Kommune har en ret uheldig førsteplads. Det er den kommune i Danmark, hvor ansatte har det højeste sygefravær med hele 15,2 sygedage i gennemsnit for kommunens ansatte. Det alt for høje fravær er jo ikke kommet fra den ene dag til den anden, og jeg må spørge den Venstrestyrede kommunalbestyrelse: Hvorfor er det sket og hvad har I gjort galt?
Det skal være sjovt og meningsfyldt at gå på arbejde, også for kommunalt ansatte. Det er i hverdagen, mellemlederne som skal sørge for et godt arbejdsklima, sammen med øvrige ansatte. Men rammerne skal være på plads.
Det har de ikke været her i Glostrup, hvor Venstre åbenbart ser mere på lav skatteprocent end en kommune med et velfungerende arbejdsmiljø. Borgerne rammes. Børnefamilierne kan mærke, når lærerne er syge og erstattes af vikarer. De ældre må finde sig i, at det ikke er den faste hjemmehjælper, der kommer, men et nyt ansigt. Det må kunne gøres bedre.
I nabokommunen Rødovre er sygefraværet mere end 23 procent lavere i gennemsnit om året. Det er selvfølgelig ikke kommet af sig selv, men takket være engagerede medarbejdere og en fornuftig politisk ledelse, med gode rammer for de ansatte.
Flere socialdemokrater i kommunalbestyrelsen i Glostrup vil være med til at gøre vores kommune til en bedre arbejdsplads for de mange hundrede ansatte, og dermed sikre borgerne en bedre service i hverdagen. Det skal nemlig være sjovt at gå på arbejde, men lige nu er der ikke noget at grine af.

Svar

Af Piet Papageorge (V), fmd. Vækst- & Beskæftigelsesudvalget, Glostrup Kommune

Glostrup kommune havde Danmarks højeste sygefravær i 2016. Som Socialdemokratiet ved, steg sygefraværet marginalt fra 2014-15 og eksploderede i 2016. Det voldsomme udsving kom bag på mange og kan umuligt tilskrives enkeltstående faktorer. Derfor påbegyndte kommunen for alvor en helhedsorienteret indsats, og som politiker er jeg stolt over kommunens indsats.
De nyeste tal viser nemlig, at vi på ni måneder har sænket sygefraværet med 1,6 dage, over ti procent. Naturligvis er det lettere at sænke sygefraværet, når det ligger for højt, men at sænke det så markant, så hurtigt, det er imponerende. Det viser, at Glostrup Kommune tager problemet alvorligt.
Som Socialdemokratiet ved, behandlede økonomiudvalget sygefraværet den 3. oktober, hvor indsatsens seks temaer udførligt blev beskrevet: Tydelig ledelse, fælles ejerskab, ordentlig statistik, systematiske samtaler, tidlige indsatser, trivsel, arbejdsmiljø og social kapital. De to første udgør indsatsens fundament, og dem er jeg særligt stolt af: Vores ledere skal være tæt på medarbejderne, og de skal være rustet og støttet til samtalerne. Derudover skal alle i organisationen føle ejerskab; vi har påbegyndt skabelsen af en kultur, hvor alle fokuserer på kerneopgaven, og hvor alle kontinuerligt vurderer deres personlige muligheder for at bidrage positivt til løsningen af denne.
Modsat Socialdemokratiet, åbenbart, glæder det mig, at opleve en organisation, der står sammen og rykker. Over ti procent reduktion på ni måneder vidner om, at der effektivt gøres noget. Selvfølgelig er det beklageligt, at vi skulle toppe listen, men den politiske ledelse med Venstre i spidsen og kommunen anerkender problemet og gør faktisk noget, der virker – og jeg har endnu til gode at høre alternative forslag fra Socialdemokratiet.
Så nej, der var ikke noget at grine af i 2016. Men med politisk fokus og ledernes og medarbejdernes indsats og resultater, så er der noget at være stolt over i 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top