Skolernes motionsdag er mere end løb
Glostrup-2.jpg
Foto: Jesper Ernst Henriksen
HELE OMRÅDET. Fredag var der Skolernes Motionsdag i hele Danmark. På skolerne i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk blev der løbet, danset, spillet fodbold og en hel masse andre aktiviteter

I det smukke efterårsvejr fredag var der masser af liv udendørs på skolerne i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk.
Fra Egholmskolen i Vallensbæk var eleverne for 0. til 5. klasse ved stranden. De gik i fællesskab til stranden og havde en fælles opvarmning, og så løb de ellers rundt om indsøen, så meget som den enkelte elev nu magtede. De store elever fra Egholmskolen var på Sudokuløb rundt i hele Vallensbæk.
På Pilehaveskolen i Vallensbæk var der også gang i den. Efter en grundig og festlig opvarmning i skolegården forestået af afdelingslederen Henrik Burchardt og Mette Juel Taagehøj begav alle elever fra 0.-6. klasse sig til Tueholmsøen. Her blev der spænet, løbet, luntet og travet rundt om søen lige så mange gange, som hver elev orkede.
På turen rundt om søen blev der også undersøgt snegle, grene og døde fugle, ligesom der i en del vandpytter blev afprøvet om kondiskoene var vandtætte.
Tilbage i klasserne var der kildevand og æbler til alle, og der blev talt runder sammen.
Som afslutning på dagen blev der delt diplomer ud til de mest aktive klasser i henholdsvis indskoling og mellemtrin.
For 7.-9. klasserne kunne eleverne frit vælge mellem fodbold, hockey, dans eller løbe med rundt om søen. Skolen er så heldig at have en god kontakt til Michelle fra danseskolen MFKDance, Michelle fik godt gang i eleverne med god gang hip-hop. De dygtige elever optrådte for skolens øvrige elever i forbindelse med præmieoverrækkelsen.
Vinderholdene af fodboldturneringen og hockeyturneringen fik præmier for deres indsats.
– Motionsdagen er en god anledning til at skabe fællesskab på skolerne på tværs af klasser og alder. Når man ser en lille 7-årig, der spurter afsted for at kunne følges med en fra 4. klasse, så giver det hele mening, siger Birgit Henriksen, indskolingsleder på Pilehaveskolen.

Hel uge i Brøndby
Skolernes Motionsdag på Brøndbyvester Skole runder en hel uge med aktiviteter af.
Alle eleverne på skolen har i ugens løb arbejdet med venskabsklasser på tværs af årgangene, hvor de store som små har lært hinanden bedre at kende. Eleverne i indskolingen har haft danseuge, mens eleverne på mellemtrinnet og i overbygningen har haft fokus på sammenholdet på deres nye gange.
Motionsdagen runder ugen af og er også tegn på at efterårsferien venter lige om hjørnet. Der bliver løbet, hoppet, hinket, kastet, konkurreret og leget. Alt med fokus på herligt fællesskab, gode klasse kammerater og fantastiske oplevelser.
I år var vi heldige med vejret, så de selvkoreograferede danse i Indskolingen og QR-løb og boldspil på mellemtrin og overbygning havde gode rammer for det vellykkede arrangement.

Fangerne på fortet
På Glostrup Skole var der også masser af forskellige aktiviteter. Eleverne fra 0. til 3. klasse fra Nordvang og Vestervang var i Vestskoven for at løbe rundt. Nogle gav den fuld gas og løb alt hvad de kunne, andre tog det stille og roligt og havde en hyggelig dag med vennerne.
Tilbage på Nordvangsskolen var der også gang i aktiviteterne. Mellemtrinnet dansede i skolegården, mens udskolingen var på den store idrætsplads, hvor de lavede fangerne på fortet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top