Valgforbund med principper
valgforbund-glostrup.jpg
Røbert Sørensen (EL), Morten Bybjerg Nygaard (AL) og Palle Laustrup (SF) har indgået valgforbund. Foto: Flemming Ørhem
GLOSTRUP. Alternativet, SF og Enhedslisten i Glostrup har indgået aftale om valgforbund i forbindelse med kommunalvalget til november. Samtidig er der indgået aftale om et politisk charter

Til kommunalvalget har Alternativet, SF og Enhedslisten indgået valgforbund. Det betyder, at hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme ind, eller får for mange stemmer, bliver stemmerne fordelt blandt de andre partier.
– Vi er yderst tilfredse med indgåelse af aftale om valgforbund, som sikrer den bedst mulige udnyttelse af det samlede stemmetal og omsætning til mandater for de tre partier. De tre partiers synspunkter og grundlæggende holdninger til de fleste kommunalpolitiske emner harmonerer godt med hinanden, udtaler de tre spidskandidater.
Det er aftalt, at partierne efter valget står frit i konstitueringsforhandlingerne.

Fælles charter
Det er ikke kun stemmer, de tre partier deler. De er også enige om det de kalder et charter, der indeholder en række principper for, hvordan dem, der bliver valgt ind, skal arbejde. Overskriften er åbenhed, ærlighed,samtale og inddragelse.
Charteret indeholder fem konkrete punkter, som partierne vil arbejde for, således at den politiske kultur i kommunalbestyrelsen bliver ændret.
– Vi ser gerne, at borgerne i Glostrup skal kunne få et punkt på kommunalbestyrelsens dagsorden, og vi vil også gerne have genindført de åbne spørgsmål fra tilhørerne til kommunalbestyrelsesmøderne. Vi synes også, at der skal etableres live streamning fra kommunalbestyrelsesmøderne. Alt sammen er indført i andre kommuner, så det burde være lige til at gå til, udtaler de tre spidskandidater fra Enhedslisten, Alternativet og SF.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top