Vejarbejde i efterårsferien
DSC_1693.jpg
I efterårsferien skal der laves fortov ved Egholmskolen. Det sker på dette tidspunkt for at genere færrest muligt. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Det endelige fodgængerområde over Vallensbæk Stationstorv bliver lavet i efterårsferien. Imens bliver vejen ensrettet, og der etableres omkørsel ad Højstrupparken og Højstrupvej

Busserne er tilbage på forpladsen ved Vallensbæk Station. Derfor er det nu tid til at få færdiggjort den permanente omlægning af Vallensbæk Stationstorv ved Egholmskolen.
For at genere færrest muligt foregår vejarbejdet i efterårsferien fra den 14.-22. oktober.
Efterfølgende vil der blive arbejdet uden for kørebanearealet, men det forventes, ifølge Vallensbæk Kommune, ikke at påvirke trafikken nævneværdigt.

Ensretning og omkørsel
Mens der arbejdes på vejen, spærres der for kørende trafik. Der etableres en midlertidig ensrettet adgangsvej til parkeringskælderen og vareindleveringsområdet bag centeret, som også kan benyttes af lastbiler i forbindelse med varelevering.
Afspærringen ved Højstrupvej og Højstrupparken fjernes i perioden.
Trafik til og fra rådhuset, Højstruphave og Højstrupparken skal køre ad Højstrupvej og Højstrupparken. Al trafik der skal ud fra området, skal følge omkørselsskiltene via Højstrupparken og Højstrupvej.

Sikker skolevej
I efterårsferien begynder arbejdet med at etablere det nye gennemgående fortov i krydset mellem Egholmvej og Selsøvej. Det kan give nogle trafikale udfordringer. Derfor bedes bilister til og fra Egholmskolen om at benytte indkørslen fra Vallensbæk Torvevej.
Området syd for Egholmskolen er blevet ensrettet for at gøre skolevejen mere sikker. I den forbindelse blev det besluttet at anlægge et permanent gennemgående fortov på den nordlige og den østlige side af krydset mellem Egholmvej og Selsøvej.
Det arbejde begynder også i uge 42, hvor skolerne har efterårsferie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top