Ældrecenter på tur til stadion
BIF1.jpg
Beboere fra Ældrecenteret på Nygårds Plads har for nylig været på tur til Brøndby Stadion. Foto: Ældrecenteret på Nygårds Plads
BRØNDBY. Beboerne på Ældrecentret Nygårds Plads afdeling 1 har været en tur på Brøndby Stadion. Noget der skaber glæde

For nogle uger siden var beboerne på Ældrecentret Nygårds Plads afdeling 1 på tur til Brøndby Stadion. Her fik de en rundtur.
På stadion blev beboerne modtaget af Jan fra BIF, som fortalte om klubbens historie og viste rundt på de forskellige etager, hvorfra man kan se ned over banen.
Rundturen foregik en onsdag, hvor der ikke blev spillet fodbold. Alligevel blev beboerne, fortæller Freddy Rasmussen, frivillig på ældrecenteret og arrangør af turen, ikke snydt for noget af det, der gør Brøndby Stadion til noget særligt:
– Den helt store oplevelse var, da vi gik ud på fodboldbanen og de spillede brølet fra Sydsiden og indgangsmelodien Jump. Det var, så man fik kuldegysninger over hele kroppen. Det var en sjov oplevelse.
En anden stor oplevelse var ifølge Freddy Rasmussen at se de pokaler, Brøndbys kvinder har fået lov til at beholde:
– Vi så også de to kæmpe pokaler som dameholdet har vundet, da de blev Danmarksmester 5 gange i træk så de har fået dem til ejendom.
De frivillige på Ældrecenter Nygårds Plads sørger for at give beboerne forskellige oplevelser, og Freddy Rasmussen mener, en dag som denne har stor betydning for beboerne:
– Rundvisningen sluttede efter to timer. Vi kørte hjem med en kæmpe oplevelse, som vi vil huske i mange år. Det er fantastisk, at Brøndby IF, som er vores klub helt ind i vores hjerter, gør sådan for os. Det er vi rigtig glade for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top