Alle børn skal have det godt
DEBAT. Af Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk Kommune

Vi ved, at der er børn i Vallensbæk, som føler sig mobbet, og vi vil ikke acceptere det.
Det ligger hele kommunalbestyrelsen meget på sinde, at alle skolebørn i Vallensbæk skal trives og have det godt i hverdagen. Ét barn, der mobbes, er ét for meget.
Vi starter indsatsen allerede i dagplejen og daginstitutionerne, hvor børnene lærer at være gode kammerater for på den måde at forebygge mobning på længere sigt. Hertil bruger vi materialet ”Fri for Mobberi”, som er udviklet af Red Barnet og Mary Fonden.
Arbejdet fortsætter, som børnene bliver større: Alle vores tre skoler har en antimobbestrategi som en del deres trivselspolitik, og de arbejder målrettet med børnenes trivsel. Det foregår for eksempel gennem faste klassemøder, hvor elever og lærer taler om, hvordan man behandler hinanden ud fra konkrete hændelser. Desuden har både AKT-læreren (en lærer med særlig fokus på adfærd, kontakt og trivsel) og SSP-læreren (som koordinerer samarbejdet mellem Skole, Socialforvaltning og Politi) nogle trivsels-forløb på forskellige klassetrin.
De nye retningslinjer for behandling af mobbesager er planlagt til behandling på Børne- og Kulturudvalgsmødet i december, så også overordnet arbejder vi på konstant at forbedre trivslen i vores dagtilbud og skoler.
Vores mål er klart: Alle børn skal have det godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top