Den røde administration koster Brøndbys borgere dyrt
DEBAT. Af Mette Engelbrecht, Spidskandidat for Venstre i Brøndby

Man skulle næsten tro, at bureaukrati var en mærkesag i Brøndby Kommune. Der er i hvert fald rigtig meget af det. Mandag Morgen har foretaget en analyse baseret på kommunale nøgletal, hvoraf det fremgår, at Brøndby er en af de kommuner, der bruger flest penge på ledelse og administration.
Betød det, at velfærden i Brøndby Kommune lå i top, kunne man være tilbøjelig til at se igennem fingre med papirnusseriet. Men det er desværre langt fra tilfældet.
Ser man for eksempel på undervisningseffektiviteten på Brøndbys skoler, er denne tæt på at være ineffektiv. Man fejler således i forhold til de yngre generationer, ligesom man i kommunen fejler med at få borgerne ud på arbejdsmarkedet. I Brøndby er antallet af kontanthjælpsmodtagere det næsthøjeste på landsplan.
Til gengæld er Brøndby en god kommune for dens ældre medborgere. Den socialdemokratiske borgmester har tilsyneladende kun haft denne gruppe for øje, da han skulle skære kagen. Således blev der kun småkrummer til overs til resten af kommunes indbyggere.
Brøndby Kommunes skævstyre er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Der er i stedet tale om en general tendens blandt de rød-ledede kommuner. Her er udgifterne til administration og ledelse størst, mens kvaliteten på velfærdsydelserne er lav.
Dette er hermed en aflivning af venstrefløjens velfærdsmyter.

Kent Max Magelund (S), borgmester, har ikke ønsket at svare på læserbrevet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top