Det er en ommer
image1-003.jpg
DEBAT. Af Lone Odgaard, Kathrinebjergvej 15, 2665 Vallensbæk Strand

Det her er til vores politikere i Vallensbæk Kommune. Nærmere bestemt Liste A og C og tildels liste O. Det er helt uafhængigt af min egen politiske overbevisning, så er det på plads.
Jeg deltog i går (tirsdag, red.) i en bisættelse fra Helligtrekongers Kirke. Og det første der møder mit øje og støder min moral er, at der foran menighedshuset, over for indgangen til kirkegården, er opsat valgplakater. Det hører da ikke hjemme der. Men det værste er dog, at når man efter bisættelsen står og siger farvel og sender sin kære afsted på den sidste rejse med rustvognen, så mødes man (gudhjælpemig) af valgplakater, vinklet på en sådan måde, at budskabet kun kan være henvendt til de efterladte.
Tak for alt. Og stem så lige på Liste A og Liste C.
Hvor går grænsen? Hvor er jeres etik og moral?
Det er sgu en ommer.

Svar
Af
Søren Wiborg, formand for Socialdemokratiet i Vallensbæk

DEBAT. Det er aldrig let at svare på et indlæg, hvor følelserne fylder meget. Jeg må dog imødegå udsagnet, at de politiske partier ingen etik og moral har. Naturligvis har vi det. Og ingen ønsker at genere borgernes sorg. Jeg har sat plakater op i kommunen i mere end 30 år, og det er første gang, jeg har modtaget en henvendelse som denne. Det skal med i billedet, at borgerne har også forskellig opfattelse af etik og moral. Ingen tvivl om, at her er Lone Odgaards grænse overskredet. Der er dog tale om helt lovlig ophængning af plakater på en offentlig tilgængelig vej. I andre kommuner i hovedstadsområdet hænger der plakater op og ned ad folkekirker, moskeer og synagoger uden at det har medført et offentlig debat. Jeg kan ikke garantere, at det ikke sker igen.

Henrik Rasmussen (C), borgmester skriver i en mail til Folkebladet, at:
– C var ude at fjerne deres plakater, så snart de blev klar over, at nogen var kede af, at de hang der. Det fredag ved 14-tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top