Historier fra arkivet
HistorierFraArkivet.jpg
HELE OMRÅDET. Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

11. november 1987
Rengøringsassistent røvet og overfaldet
To mænd efterlyses efter episode i daginstitution i Stenager
GLOSTRUP. Kriminalpolitiet i Glostrup er på jagt efter to mænd i 25 års-alderen, der natten mellem fredag og lørdag tvang en rengøringsassistent i børnehaven i Stenager til at udlevere 800 kr.
Den 32-årige kvinde hørte noget pusle i rummet ved siden af, og opdagede her de to mænd, hvoraf især den ene var aktiv. Vedkommende tvang hende med rundt i institutionen i forsøget på at få flere penge.
Forbrydelsen fandt sted cirka 00.30, og kriminalpolitiet efterlyser:
A) 25-årig mand, 170 cm, spinkel, sort kort hår med midterskilning og sort overskæg. Mørk vindjakke, sorte cowboybukser og lyseblå kondisko
og
B) 25-årig mand, 175-180 cm, almindelig af bygning, lyst krøllet hår, mørkegrøn tophue uden kvast, grøn vindjakke og mørke bukser.
– Der er tale om en temmelig alvorlig forbrydelse. Efterfølgende bad røverne oven i købet kvinden vise dem vej ud af området, oplyser kriminalkommisær Ove Spindler.
-rik

12. november 1997
Bjarne Riis-effekt i Vallensbæk
Der har vist sig grobund for en cykelmotionsklub i Vallensbæk. I aften er der stiftende generalforsamling i foreningslokalet på Pilehaveskolen
VALLENSBÆK. – Om det er Bjarne Riis effekten, der også er nået til Vallensbæk eller om det er i folkesundhedens hellige navn, skal jeg lade være usagt, men et faktum er det, at en cykelmotionsklub er ved at se dagens lys i Vallensbæk, siger initivativtager til den nye klub, Peter Møller.
Den 11. oktober i år havde han indkaldt til et orienteringsmøde i Vallensbæk Idrætscenter i håbet om, at 15-20 mennesker ville dukke op og dermed vise interesse for sagen.
– Jeg blev meget overrasket over, at mere end 30 entusiastiske mennesker med en god blanding af mænd og kvinder, unge og lidt ældre mødte frem, siger Peter Møller.
– Noget af det der allerede blev berørt på det første møde var en eventuel forgrening i ”elitemotion” og familiemotion, så vi dermed viser der er plads til alle.
For at komme videre med foreningsplanerne er der indkaldt til stiftende generalforsamling i aften klokken 19.30 i foreningslokalet på Pilehaveskolen.
Tob

14. november 2007
Kulturhus løber op i 85 mio. kr.
Kulturhuset i Brøndby Strand, der oprindeligt var budgetteret til 50 mio. kr., ender med at koste cirka 85 mio. kr.
BRØNDBY. Brøndby får lov at betale dyrt for sit nye kulturhus i Brøndby Strand. Det står klart, efter at fristen for indsendelse af tilbud nu er udløbet.
Kommunalbestyrelsen behandler i morgen aften på et lukket møde de tre tilbud, som er kommet fra tre forskellige entreprenørfirmaer.
– Det billigste tilbud er på 64,9 mio. kr. Det er noget dyrere, end vi havde håbet, siger borgmester Ib Terp (S).
Det er ikke mindste et overophedet byggemarked, der er årsag til den høje pris.

Tallet holdt ikke
Da man i Brøndby Kommune i sin tid begyndte at tale om at bygge et kulturhus, var antagelsen, at det kunne gøres for i alt 50 mio. kr., men det har længe stået klart, at det tal slet ikke kunne holde.
Da kommunalbestyrelsen i Brøndby forleden vedtog budgettet for 2008, vurderede borgmester Ib Terp i sin budgettale, at den endelige pris nok ville ende med at blive omkring 25-30 mio. kr. højere.
De 64,9 mio. kr. er slet ikke den endelig pris for kulturhuset. Dertil skal lægges udgifter til arkitekter, udarbejdelse af planer, facade på byggeriet, montering og uforudsete udgifter.
– Jeg vil gætte på, at den endelige pris bliver cirka 85 mio. kr., men jeg tør jo ikke love, at det tal holder, siger Ib Terp.
Tob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top