IT er en del af unge uddannelsesløftet
BRØNDBY. Alle elever i Brøndby skal have en iPad. Børneudvalgsformanden er sikker på, det vil styrke niveauet

Politikerne i Brøndby har stor fokus på skolen og eleverne.
Således har de i forbindelse med budgetaftalen for 2018 vedtaget at bruge et millionstort beløb på et udvalgsarbejde, der skal se på, hvordan flere unge i Brøndby får en uddannelse.
Der er dog, ifølge politikerne flere elementer i, hvordan man sørger for at hæve uddannelsesniveauet blandt byens børn og unge.
Et af disse elementer hedder IT. Således vedtog kommunalbestyrelsen tidligere på foråret, at alle elever på byens skoler skal have en iPad, som kan bruges i undervisningen.
Folkebladet har spurgt Arno Hurup Christiansen (S), formand for Børneudvalget, hvorfor iPads til alle elever, er så væsentlig:
– Vi havde sådan set allerede set på det på forhånd, men da vi fik en henvendelse fra forældrebestyrelsen på Brøndbyvester Skole, besluttede vi os for at se nærmere på sagen. Vi blev så enige om at finde pengene, og det viste sig muligt.

Del af hverdagen
Ifølge Arno Hurup Christiansen er IT et væsentligt element i arbejdet med børn og unge, både i institutionerne og i skolen:
– Børn helt ned dagtilbuddene arbejder med iPads. De bliver altså mere og mere fortrolig med det. Derfor er det også godt, at vi har fundet penge til at gøre det til et fast element i skolen.
Således er Arno Hurup Christiansen ikke i tvivl om, at styrkelsen af IT i skolerne, vil være en gevinst:
– Det er skolernes opgave at gøre børnene så dygtige som muligt, og et redskab til dette er inddragelsen af IT. Det giver nogle nye pædagogiske muligheder, som vil komme eleverne til gode.
For at eleverne skal få mest mulig ud af initiativet, er det dog vigtigt, siger Arno Hurup Christiansen, at skolerne gennemtænker, hvordan det nye redskab skal bruges:
– Der skal laves en strategi for, hvordan iPads bliver inddraget, og naturligvis skal lærerne kunne bruge det. Men ellers er det op til de enkelte skoler, hvordan de vil gribe sagen an.

Del af det store arbejde
For Arno Hurup Christiansen er der ingen tvivl om, at det nye tiltag vil kunne mærkes:
– Vi ville ikke investere knap otte mio. kr. i dette, hvis vi ikke mente, det ville virke. Jeg er helt sikker på, det vil få en positiv indflydelse på elevernes niveau.
Derfor er investeringer, mener Arno Hurup Christiansen, også en naturlig del af det store fokus uddannelsesområdet for tiden har fra politisk side:
– Det er en forløber for det §17, stk. 4-udvalgsarbejde, der snart skal i gang. Det her er et element i arbejdet med at løfte de unge uddannelsesniveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top