John Engelhardt fortsætter som borgmester
GLOSTRUP. Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er enige om fordelingen af udvalgsformandsposterne. Der var dog forskellige tilbud i spil undervejs i konstitueringen

Der er fortsat borgerligt flertal i Glostrup efter valget tirsdag, hvor Dansk Folkeparti mistede et mandat, der i stedet gik til Det Konservative Folkeparti. Venstre bevarede syv mandater, og dermed kan de tre partier til sammen tælle til de ti mandater, der udgør et flertal i Glostrup. Det flertal blev udnyttet onsdag aften, da en aftale om at gøre John Engelhardt til borgmester og om fordelingen af udvalgsformandsposterne faldt på plads. Den nuværende udvalgsstruktur ser ud til at fortsætte med fem udvalg ud over Økonomiudvalget.
Flemming Ørhem (DF) fortsætter som formand for Miljø- og Teknikudvalget og viceborgmester. Lars Thomsen (V) fortsætter som formand for Social- og Sundhedudvalget. Piet Papageorge (V) overtager Børne- og Skoleudvalget, han afgiver Vækst- og Beskæftigelsesudvalget til Pia Hagbarth Dahlin (DF), der afgiver Kulturudvalget til Dan Kornbek Christiansen (K).
Ifølge Folkebladets oplysninger er de øvrige pladser i udvalgene og udvalgsnæstformandsposterne endnu ikke fordelt.
Den endelige fordeling af pladserne og valget af borgmester sker på det konstituerende møde onsdag den 6. december. Teknisk set vælger udvalgene selv deres formænd.

Venstre får borgmester
Venstre fik 30,5 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 1,8 procent. Det er borgmester John Engelhardt glad for.
– Jeg er godt tilfreds. Alle har vist en imponerende indsats. Vi gik fra tre til syv mandater sidst, dem beholder vi. Vi havde fremgang, mens Venstre i langt de fleste kommuner gik tilbage, siger han.
Efter forhandlingerne kunne han onsdag aften meddele, at han fortsætter som borgmester.
– Jeg er glad og stolt. Jeg er meget tilfreds med det, siger han.
Efter seneste valg indeholdt konstitueringsaftalen en 35 punkts plan, der skulle udføres over de kommende fire år. Indtil videre er der ikke offentliggjort noget politisk indhold fra konstitueringen.
– Jeg vil gerne være sikker på, at det man lover, også er noget, man kan føre ud i livet, siger John Engelhardt.

Fremgang for S
Den største fremgang kunne Socialdemokratiet notere sig for. De fik 35,6 procent af stemmerne, hvilket var 4,4 procentpoint mere end ved valget for fire år siden og stadig placerer Socialdemokratiet som Glostrups største parti.
– Jeg er glad for, at vi har fået et godt valg og for den opbakning vi har fået, siger spidskandidat Lisa Ward.
Selvom hun kunne notere sig en stor procentmæssig fremgang, står partiet fast på syv mandater. Det var ikke nok til, at hun kunne blive borgmester.
– Jeg synes vi har haft et godt valg, men det er lidt ligesom ikke at komme helt over målstregen, siger hun.
Hun var på valgnatten aktiv med forskellige tilbud til de borgerlige partier, der dog ikke bed på.
– Det er ærgerligt, at der ikke bliver indbudt til et bredt samarbejde. Jeg har sagt til John Engelhardt, at jeg vil pege på ham som borgmester, siger hun.
Den udpegning ville dog ikke have været gratis for den siddende borgmester.
– Jeg går ikke bare ind og siger, at jeg peger på ham, uden at få poster, siger Lisa Ward.
Socialdemokratiet har de seneste to år været med i budgetterne, men Lisa Ward ville gerne have haft et samarbejde ud over budgetterne.
– Jeg synes, Glostrup havde fortjent en bred aftale. Det handler om at samle byen og ikke skille den i to, det man gør nu, det er at skille den i to. Man skal kunne samle hele tiden og ikke kun til et budget, men det viser han ikke i konstitueringsaftalen, siger hun.

Tilbagegang til DF
Den største tilbagegang ved valget kunne Dansk Folkeparti notere sig. De mistede 4,1 procentpoint eller cirka en fjerdedel af de stemmer, de fik ved valget for fire år siden. Det betyder, at de går fra tre til to mandater. Det er spidskandidat Flemming Ørhem ked af.
– Det er vi dybt skuffede og meget ærgerlige over, sagde han kort efter resultatet var kendt.
Han endte dog med at få det maksimale ud af konstitueringsforhandlingerne, da Dansk Folkeparti fortsat får to udvalgsformandsposter.
– Resultatet af konstitueringen kan vi kun være tilfredse med. Med lidt god vilje kan vi sige, at Venstre har været gode ved os. Vi får lidt mere, end vi skulle have haft med den mandatfordeling, siger han.
Han er rigtig glad for at kunne fortsætte med Miljø- og Teknikudvalget.
– Det er der, de store udfordringer og fremtiden for Glostrup ligger. Det er der, vi skal gennem planlægning af bymidteprojektet, siger han.
Han vil frem mod næste valg forsøge at få mere fokus på, at mange ting foregår i fællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti.
– Jeg tror i et vist omfang det dårlige valg skyldes, at vi ikke er blevet honoreret for de ting, vi har lavet sammen med Venstre. De fleste ting er lavet i fællesskab. I det store billede er vi blevet overset af vælgerne. Venstre er rendt med al ære, vi må gøre noget for at blive mere synlige, siger Flemming Ørhem.

Tilbudt borgmesterpost
Mens Dansk Folkeparti mistede et mandat, fik Det Konservative Folkeparti, efter at have været ude af kommunalbestyrelsen i fire år, et enkelt mandat. Det kom i hus med kun 3,8 procent af stemmerne, hvilket i sig selv ikke ville have været nok til et mandat, men fordi partiet var i valgforbund med Radikale Venstre, der ikke kom ind med 2,9 procent af stemmerne, endte de alligevel med et mandat.
– Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet. Vi har ført en intensiv valgkamp. Vi har været ude i fire år og vi har satset alt på at komme tilbage igen, siger Dan Kornbek Christiansen.
Radikale og Konservative havde inden valget aftalt at pege på en borgerlig borgmester, hvis de kom i kommunalbestyrelsen. Det holdt Dan Kornbek Christiansen fast i i konstitueringen.
– Jeg har meldt ud, at jeg er konservativ og jeg peger på en borgerlig borgmester. Jeg gav på valgnatten John Engelhardt hånden og sagde, at nu laver vi et borgerligt Glostrup. Vi er konservative, vi støtter en grøn-blå blok, siger han.
Han fortæller, at han efter valgdagen er blevet kontaktet af Socialdemokratiet, der tilbød at gøre ham til borgmester. Det tilbud afslog han dog. Det betyder dog ikke, at han ikke vil samarbejde med Socialdemokratiet senere.
– Jeg vil gerne samarbejde med Socialdemokratiet. Jeg vil ikke bruge de næste fire år på at drille folk. Jeg vil bruge de næste fire år på at gøre det bedst muligt på mit område, siger han.
Han er rigtig glad for at blive formand for Kulturudvalget, som han dog håber kan blive omdøbt til Kultur- og Idrætsudvalget eller Fritidsudvalget. I det nuværende Kulturudvalg ligger der også et ansvar for idræts- og resten af fritidsområdet. De enkelte udvalgs navne og opgavefordelingen mellem dem bliver vedtaget den 6. december.
– Mit ønske er blevet efterkommet. Jeg ville rigtig gerne have kultur- og fritidsområdet. Det rammer både småbørnene, de ældre, veteraner og os voksne, siger han.

Skal holde flertal i ørene
Enhedslisten fik sit første medlem af kommunalbestyrelsen i Glostrup for fire år siden. Det mandat genvandt Robert Sørensen i år, men han var stadig ikke tilfreds med resultatet.
– Vi er skuffede. Jeg havde håbet på fremgang. Jeg har i fire år arbejdet for et mere grønt Glostrup. Det er skuffende, at vi ikke får væltet det borgerlige flertal, det skal vi hjem og tænke over, siger Robert Sørensen.
Hans opgave i de kommende fire år bliver at holde de borgerlige partier fast på de valgløfter, de kom med i valgkampen.
– Jeg skal selvfølgelig holde de borgerlige op på alle de løfter, de er kommet med i valgkampen, siger han.

Tror på indflydelse
SF fik også et mandat igen, hvilket går til Palle Laustrup.
– Jeg er meget stolt af, at vi får stoppet vores nedgang, siger han.
SF og Enhedslisten var i valgforbund med Alternativet. De fik 1,9 procent af stemmerne, hvilket ikke var nok til et mandag.
– Jeg er brand ærgerlig. Jeg er virkelig ærgerlig over, at vælgerne i Glostrup ikke har kunnet se ud over det der sker på Christiansborg. Omvendt er jeg taknemmelig for hver og en, der har valgt at sætte krydset ved Alternativet, siger Morten Bybjerg Nygaard.
Han skal nu over de kommende fire år søge indflydelse fra sidelinjen, men på valgnatten lovede SF og Enhedslisten, at de ville lytte til Alternativets ønsker, for eksempel i forbindelse med budgetforhandlinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top