Konservativ misbrug af politiet i kommunalvalget?
DEBAT. Af Jesper Gehrke, kandidat til kommunalvalget, Enhedslisten i Vallensbæk

I formiddags, mandag den 6. november, fik Det Konservative Folkeparti i Vallensbæk besøg af partifælle og justitsminister Søren Pape Poulsen, der var et smut forbi på Vallensbæk Stationstorv. Samtidigt blev politiets mobile politistation opstillet på torvet, og der var mulighed for at se, hvordan sådan en mobil politistation ser ud indvendigt, og ganske frivilligt, forstås.
Det siger sig selv, at der ikke er tale om et tilfældigt sammenfald. Kriminaliteten på Vallensbæk Stationstorv topper næppe mandag formiddag kl. 11 og en time eller to frem, og besøget af politistationen var i forvejen annonceret af den konservative vælgerforening, så eventuelle mandags-kriminelle kunne gøre sig usynlige i god tid.
Det er stærkt betænkeligt, at politiets resurser på den måde bliver brugt til at blive spændt for en kommunalpolitisk kampagne.
Politiet mangler åbenlyst tid og mandskab, der skydes jævnligt til højre og venstre rundt omkring i Storkøbenhavn, og Vestegnens borgmestre, Vallensbæks borgmester inklusive, beklager sig til regering og Folketing over, at Vestegnen bliver affolket for betjente. Så jeg er fuldstændigt sikker på, at politiets mobile station kunne gøre væsentligt mere gavn andre steder end ved at blive brugt som bagtæppe for Vallensbæk konservatives valgtema om større tryghed.
Man kunne for eksempel tage politistationen i anvendelse mod kriminalitet.
Jeg vil derfor gerne spørge borgmester Henrik Rasmussen om, hvordan han kan forsvare, at politiets resurser ikke bliver anvendt til bekæmpelse af kriminalitet?
Og hvordan han kan forsvare en klage over manglende politi på Vestegnen, når hans egen vælgerforening misbruger politiets mandskab og udstyr til at føre kommunalvalgkamp i Vallensbæk?

Henrik Rasmussen (K), borgmester har ikke ønsket at svare på læserbrevet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top