Lad folkeskolen blomstre
DEBAT. Af Erkan Yildiz, kandidat for Alternativet til Brøndby Kommunalbestyrelse

Privatskolerne boomer, og folkeskolen fravælges oftere og oftere. Et billede vi ser over hele landet, hvor næsten hver femte barn går i privatskole. I Brøndby er udviklingen desværre den samme.
Vi har gode folkeskoler, men det er tydeligt, de ikke har ligeså gode og frie rammer som privat- og friskolerne. Lærerne er pressede på tid, stram økonomi og målstyring og har ikke muligheden for at sætte deres faglighed i spil på så levende måder, som de drømmer om. Det kan og skal vi gøre bedre. I Alternativet mener vi, at vi skal sætte folkeskolerne fri til selv at bestemme, hvor lange skoledagene skal være. Fri til at prioritere forberedelse og tilrettelægge undervisning uden at skulle begrænses af striks, national målstyring. Fri til at vælge, om skolen for eksempel vil være karakterfri eller have flere kreative fag tilbage på skoleskemaet.
Vi skal værdsætte og udnytte de lokale forskelligheder, folkeskolerne har. Hvis Brøndbyøster Skole er beriget med musikalske lærere, eller Brøndby Strand Skoles lærerstab har masser af erfaring med køkkenhaver, skal de da have mulighed for at udnytte det i kreative og lærerige undervisningsforløb. Og i den bedste af alle verdener har lærerne også tid til faglig sparring, så de kan inspirere hinanden med eksempler på god praksis og udvikle nye ideer i et inspirerende, fagligt fællesskab. Forbundethed og udveksling mellem folkeskolerne har væsentlig betydning, så vi ikke sætter mangfoldigheden fri og sikrer, at alle skoler har muligheden for at løfte sig og være et attraktivt tilbud for børn og forældre.
Vi ønsker at udvikle den lokale folkeskole sammen med skolerne, børn og forældre. Men den brede politiske vilje mangler. På Christiansborg kæmper Alternativet alt, hvad vi kan, men hvis Brøndby Kommunalbestyrelse også tager kampen op, kan det virkelig komme til at rykke noget. Derfor håber vi også, at Alternativet får sin grønne debut i byrådet, ved kommunalvalget d. 21. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top