Radikale Venstre sikrede sig et mandat
BRØNDBY. Radikale Venstre vandt et mandat ved tirsdagens valg. De øvrige partier fastholdt status quo eller gik tilbage. Reaktionerne efter valget er mildest talt blandede

Socialdemokratiet blev valgets store sejrherre ved tirsdagens kommunalvalg i Brøndby.
Dog var der et enkelt andet parti, der også havde noget at glæde sig over, nemlig Radikale Venstre.
For selvom partiet måtte notere sig en lille tilbagegang i forhold til det seneste valg, så betød et valgteknisk samarbejde med Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, at Radikale Venstre fra årsskiftet har et enkelt medlem af kommunalbestyrelsen.
Noget der glæder partiets spidskandidat og kommende kommunalbestyrelsesmedlem, Said Mo El Idrissi:
– Vi er glade for, at valgforbundet har ført til, at vi har fået et mandat. Vi har kørt en meget radikal valgkampagne, og nu skal vi føre en synlig radikal politik, så vælgerne kan se det ved næste valg.
Og her er der særligt et område, hvor Said Mo El Idrissi og Radikale Venstre vil gøre sig synlig:
– Nu skal vi ud og vise borgerne, hvad vi har at byde på, især på skoleområdet. Vi skal have fokus på, hvorfor så mange ikke vælger deres lokale skole, ligesom der skal arbejdes med, hvordan vi fastholder de unge i uddannelsessystemet.
Og så skal man også kunne mærke på flere andre væsentlige områder, at Radikale Venstre er blevet en del af kommunalbestyrelsen, understreger Said Mo El Idrissi.

Beholder formandspost
Som Folkebladet kan fortælle i dag, så har Kent Max Magelund (S), borgmester, valgt at give formandsposten for Teknik- og Miljøudvalget til Vagn Kjær-Hansen fra Socialistisk Folkeparti. Noget Vagn Kjær-Hansen glæder sig over:
– Fordelingen af alle de politiske poster er endnu ikke faldet på plads. Jeg har dog allerede aftalt med borgmesteren, at jeg fortsætter som formand for Teknik- og Miljøudvalget. Jeg ser frem til at bidrage til den spændende udvikling i Brøndby med nybyggeri i Kirkebjerg, renovering og udvikling af Brøndby Strand, klimasikring og mere genbrug.
Dermed betyder valget status quo for Socialistisk Folkeparti, også rent stemmemæssigt, siger Vagn Kjær-Hansen:
– I SF er vi tilfredse med valgresultatet. Vi fik cirka det samme stemmetal som sidst, og dermed blev jeg genvalgt med et overskud af stemmer.
Og så håber Vagn Kjær-Hansen, at kontakten mellem politikerne og borgerne må fortsætte med at være tæt, også efter valget:
– I valgkampen bliver tingene naturligt nok sat på spidsen. Det har været rigtig dejligt at diskutere Brøndby-politik med masser af engagerede borgere. På vælgermøder, når vi i SF har været på gaden, og på Facebook. Jeg håber, at den gode kontakt mellem os politikere og borgerne vil fortsætte i de kommende år. Jeg vil i alt fald bestræbe mig på at vi inddrager borgerne grundigt også fremover. Jeg synes altid, jeg bliver klogere, når jeg i en sag er ude at tale med de berørte, og det har jeg tænkt mig at bruge mere tid på fremover.

Flot kampagne
Ved valget mistede Venstre et enkelt mandat, da partiet gik tre procentpoint tilbage. Ifølge Mette Engelbrecht, partiets spidskandidat, var der en bestemt grund til dette:
– Grunden til at valget faldt ud, som det gjorde, var nok, at Socialdemokratiet, både på landsplan og kommunalt, lavede en rigtig flot kampagne. Det må man give dem. Og når så Vestgenen er klassisk socialdemokratisk land, så bliver det svært.
Dog mener Mette Engelbrecht, man skal være varsom med at overtolke tallene:
– Jeg ser det ikke som om, vi har tabt valget, men at vi er gået lidt tilbage.
De to mandater, Venstre får i den kommende periode, skal bruges bedst muligt, fortæller Mette Engelbrecht:
– Vi skal naturligvis trække Socialdemokratiet så meget i ørerne, som vi kan i forhold til de emner, vi har fokus på, så de også husker de borgerlig-liberale sager.

Mener de samarbejde?
Et andet parti, der måtte notere sig en mandatmæssig tilbagegang ved valget, er Dansk Folkeparti.
Noget der naturligvis ærgrer Allan Runager, parties spidskandidat:
– Vi ville da hellere have, det var gået anderledes. Men jeg mener omvendt godt, man kan sige, når man sammenligner med DF’s resultater andre steder, at vi har bidt os fast som en DF højborg.
Allan Runager erkender, at Socialdemokratiet befinder sig i gunstig position, og at det nu gælder om at få det maksimale ud af situationen:
– Socialdemokratiet har hele tiden talt om samarbejde. Jeg er spændt på, hvordan det bliver i den kommende periode. For os gælder det om udstråle troværdighed og stå ved vores politik. Så nu må vi se fremad.

Skal være opposition
Steen Andersen og enhedslisten fik en mindre tilbagegang ved valget, men fastholdt dog et enkelt mandat. Om valget siger han:
– Det er gået som forventet. For et år siden så jeg prognoser, der pegede på, at det ville gå sådan her. Så generelt set er vi tilfredse.
I denne periode har Enhedslisten og Socialdemokratiet arbejdet tæt sammen på flere områder. Men der har også været tydelig meningsforskelle, ikke mindst i forhold til boligpolitikken.
– Det bliver et andet samarbejde i den kommende periode. For vi vil ikke stå på mål for Socialdemokratiets politik. Derfor sætter Socialdemokratiet os på bagperronen, fordi vi har råbt op. Men den position tager vi gerne på os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top