Strømafbrydelse gav sved på panden
GLOSTRUP. Valget forløb gnidningsfrit i Glostrup, men der var lige ved at komme sved på panden, da der ikke var strøm om morgenen

Tirsdag morgen klokken otte åbnede valgstederne som planlagt i Glostrup. De første mennesker stod allerede i kø foran valgstederne, der i år åbnede en time før, end de plejer. Flere steder fortalte de valgtilforordnede, at mange vælgere havde benyttet sig af muligheden for at komme ned og stemme, før de skulle på arbejde.
Der var dog lidt sved på panden på nogen af valgstederne. Strømmen var nemlig gået i hele bymidten i timerne op til valghandlingen skulle starte. Hvis den ikke var kommet tilbage, skulle vælgerne afkrydses i valgbogen og afstemningen skulle være foregået i skæret fra stearinlys. Sådan endte det dog ikke. Et kvarter før valget startede var strømmen tilbage og den elektroniske registrering af vælgerne kunne gå i gang.
Det meste af dagen kunne folk gå direkte ind og afgive deres stemme, men mellem fire og seks var der en smule kø ved nogle af valgstederne, det var dog ganske få minutter, vælgerne endte med at stå i kø.
Klokken præcis otte blev der råbt ud, om flere ønskede at afgive stemme, og derefter blev valget ringet af.

Valgcafé
Som noget nyt havde Glostrup Kommune arrangeret valgcafé for partierne på Rådhuset. Her troppede partierne op og fulgte resultaterne, efterhånden som de kom ind. Kommunen havde sørget for ekstra mandskab til optællingen af stemmerne, hvilket betød, at det allerede var lidt efter klokken 22, det endelige resultat var på plads. Derefter gik de første forhandlinger i gang. Hvert parti havde fået tildelt et lokale, som de kunne bruge til at forhandle.
Som noget særligt blev de personlige stemmetal også optalt allerede på dagen, hvilket betød, at det kort før midnat var muligt for Kommunaldirektør Morten Winge at offentliggøre tallene og matematikkyndige blandt partiernes medlemmer kunne udregne, hvem, der skal sidde i den kommende kommunalbestyrelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top